Hykleri

Hykleri har mange farver

Udtalt gennem din hylende

mund

Bliver det næsten en slags hyldest

Dit hykleri har taget

mig

En evighed at maske op

Nok fordi jeg svøbte mig

I dit tomme hylster

Og kaldte det liv

Jeg kaldte det sågar

Nogle dage for kærlighed

Men alt det var

Var en

bekræftelse af dit

Hyperaktive sind

Som jeg til fulde spejlede

Til hybenroser voksede op

Af os begge

Til hykleriet

lukkede sig om

Os som en pamflet

Og

som en sand hykler

Gentog jeg paroler

ne

intuitiv

Indtil hygiejnebind

rimede

på

ømhed

Hvilket pudsigt nok

var komplet

Fraværende fra de to breve du så

Romantisk sendte til

både

Din og min terapeut

En

snerrende

hvælving

Af

hyperkorrektion

Dine ord var leveret i al

Fortrolighed og ud fra et

D

ybt

følt ønske om at ville hjælpe

Med al respekt gjorde du

Gældende at fordi

min mormor

Havde sagt at jeg var speciel

Og fordi jeg havde delt vores

Kærlighedsrus på FB

Og ikke mindst fordi jeg havde

Formastet mig til at vælte rundt

Foran Orange Scene i en guld

mankini

Så måtte det naturligvis betyde

At jeg var ravende kronisk

narcissit

Nu jeg læser

dine ord

Får min kærlighed til dig

Pludseligt slagside

Og lægger sig tungt om

på siden

Som ramt af

18 tommers

granater

I høj sø

Helt uden mulighed for nemt

At komme til

hækterne

igen

Jeg synker dig, igen

Synker den trance din

Skinhellighed har fanget mig i

Det er muligt at jeg ikke er en

Hædersmand

Men i det mindste står jeg ved det

Din vrællen preller pludseligt af

Jeg er hverken varm eller kold

Jeg er et helt almindeligt blandingsbatteri

Nogle dage er jeg megaloman

Specielt under bruseren

Når jeg bilder mig ind at jeg kan

Digte bedre end Damon

Albarn

Andre dage er jeg faldefærdig

Knaldhytte

d

er vipper faretruende

På kanten

Min uskyld er på trods af alle dine

Bestræbelser nem at genfinde

Du mistænkte

mig altid for at

Være så satans snu og snedig

Når jeg i virkeligheden

blot

Var en malstrøm af glorværdig

Almindelighed

En

ulvevalp

der hylede mod månen

Hvor jeg troede du holdt til

Hvor alle de seje holdt til

Alle dem der ikke var mig

Alle dem der forstod

Og som måtte sætte sig

Til doms

De forhærdede der h

ævdede

At være hævede over

menneskemasserne

Men di

n dom var ikke styrke

Men ækelt hykleri

Hætten du trak ned over

mine

Ø

jne

var dit

eget størknede

Spejlbillede

Din hævntørst

en slags højdepunkt

Men nu sender jeg dit hykleri

Tilbage

Det var alligevel aldrig mit

Al hæsligheden du prakkede

Mig på var dit eget

Min ølmave er næsten væk

Og snart er min behov efter din

Højrøvethed

også snart fortid

Måske afholder jeg en mindre

M

indehøjtidelighed

Og læser håndplukkede digte

Op om hvor håbløst jeg

Er forelsket i dig

Men nu er håbløsheden som

Var alt du nogensinde tilbød mig

Afløst af en krøllet fremtid

Som i det mindste er min egen

Kortet derhen står i mange

Farver på min håndryg

Jeg giver slip på dig

Uden at

ringeagte

alt det

Du gav mig

Men dit hykleri kommer jeg ikke til

At savne

220424