Hykleri

Hykleri har mange farver Udtalt gennem din hylende mund Bliver det næsten en slags hyldest

Dit hykleri har taget mig En evighed at maske op Nok fordi jeg svøbte mig

I dit tomme hylster Og kaldte det liv Jeg kaldte det sågar

Nogle dage for kærlighed Men alt det var Var en bekræftelse af dit

Hyperaktive sind Som jeg til fulde spejlede Til hybenroser voksede op

Af os begge Til hykleriet lukkede sig om Os som en pamflet

Og som en sand hykler Gentog jeg parolerne intuitiv Indtil hygiejnebind rimede på ømhed

Hvilket pudsigt nok var komplet Fraværende fra de to breve du så Romantisk sendte til både

Din og min terapeut En snerrende hvælving Af hyperkorrektion

Dine ord var leveret i al Fortrolighed og ud fra et Dybtfølt ønske om at ville hjælpe

Med al respekt gjorde du Gældende at fordi min mormor Havde sagt at jeg var speciel

Og fordi jeg havde delt vores Kærlighedsrus på FB Og ikke mindst fordi jeg havde

Formastet mig til at vælte rundt Foran Orange Scene i en guld mankini Så måtte det naturligvis betyde

At jeg var ravende kronisk narcissit Nu jeg læser dine ord Får min kærlighed til dig

Pludseligt slagside Og lægger sig tungt om på siden Som ramt af 18 tommers granater

I høj sø Helt uden mulighed for nemt At komme til hækterne igen

Jeg synker dig, igen Synker den trance din Skinhellighed har fanget mig i

Det er muligt at jeg ikke er en Hædersmand Men i det mindste står jeg ved det

Din vrællen preller pludseligt af Jeg er hverken varm eller kold Jeg er et helt almindeligt blandingsbatteri

Nogle dage er jeg megaloman Specielt under bruseren Når jeg bilder mig ind at jeg kan

Digte bedre end Damon Albarn Andre dage er jeg faldefærdig Knaldhytte der vipper faretruende

På kanten Min uskyld er på trods af alle dine Bestræbelser nem at genfinde

Du mistænkte mig altid for at Være så satans snu og snedig Når jeg i virkeligheden blot

Var en malstrøm af glorværdig Almindelighed En ulvevalp der hylede mod månen

Hvor jeg troede du holdt til Hvor alle de seje holdt til Alle dem der ikke var mig

Alle dem der forstod Og som måtte sætte sig Til doms

De forhærdede der hævdede At være hævede over menneskemasserne

Men din dom var ikke styrke Men ækelt hykleri Hætten du trak ned over mine

Øjne var dit eget størknede Spejlbillede Din hævntørst en slags højdepunkt

Men nu sender jeg dit hykleri Tilbage Det var alligevel aldrig mit

Al hæsligheden du prakkede Mig på var dit eget Min ølmave er næsten væk

Og snart er min behov efter din Højrøvethed også snart fortid

Måske afholder jeg en mindre Mindehøjtidelighed Og læser håndplukkede digte

Op om hvor håbløst jeg Er forelsket i dig Men nu er håbløsheden som

Var alt du nogensinde tilbød mig Afløst af en krøllet fremtid Som i det mindste er min egen

Kortet derhen står i mange Farver på min håndryg Jeg giver slip på dig

Uden at ringeagte alt det Du gav mig Men dit hykleri kommer jeg ikke til

At savne