Hykleri

Hykleri har mange farver
Udtalt gennem din hylende mund
Bliver det næsten en slags hyldest
Dit hykleri har taget mig
En evighed at maske op
Nok fordi jeg svøbte mig
I dit tomme hylster
Og kaldte det liv
Jeg kaldte det sågar
Nogle dage for kærlighed
Men alt det var
Var en bekræftelse af dit
Hyperaktive sind
Som jeg til fulde spejlede
Til hybenroser voksede op
Af os begge
Til hykleriet lukkede sig om
Os som en pamflet
Og som en sand hykler
Gentog jeg parolerne intuitiv
Indtil hygiejnebind rimede på ømhed
Hvilket pudsigt nok var komplet
Fraværende fra de to breve du så
Romantisk sendte til både
Din og min terapeut
En snerrende hvælving
Af hyperkorrektion
Dine ord var leveret i al
Fortrolighed og ud fra et
Dybtfølt ønske om at ville hjælpe
Med al respekt gjorde du
Gældende at fordi min mormor
Havde sagt at jeg var speciel
Og fordi jeg havde delt vores
Kærlighedsrus på FB
Og ikke mindst fordi jeg havde
Formastet mig til at vælte rundt
Foran Orange Scene i en guld mankini
Så måtte det naturligvis betyde
At jeg var ravende kronisk narcissit
Nu jeg læser dine ord
Får min kærlighed til dig
Pludseligt slagside
Og lægger sig tungt om på siden
Som ramt af 18 tommers granater
I høj sø
Helt uden mulighed for nemt
At komme til hækterne igen
Jeg synker dig, igen
Synker den trance din
Skinhellighed har fanget mig i
Det er muligt at jeg ikke er en
Hædersmand
Men i det mindste står jeg ved det
Din vrællen preller pludseligt af
Jeg er hverken varm eller kold
Jeg er et helt almindeligt blandingsbatteri
Nogle dage er jeg megaloman
Specielt under bruseren
Når jeg bilder mig ind at jeg kan
Digte bedre end Damon Albarn
Andre dage er jeg faldefærdig
Knaldhytte der vipper faretruende
På kanten
Min uskyld er på trods af alle dine
Bestræbelser nem at genfinde
Du mistænkte mig altid for at
Være så satans snu og snedig
Når jeg i virkeligheden blot
Var en malstrøm af glorværdig
Almindelighed
En ulvevalp der hylede mod månen
Hvor jeg troede du holdt til
Hvor alle de seje holdt til
Alle dem der ikke var mig
Alle dem der forstod
Og som måtte sætte sig
Til doms
De forhærdede der hævdede
At være hævede over
menneskemasserne
Men din dom var ikke styrke
Men ækelt hykleri
Hætten du trak ned over mine
Øjne var dit eget størknede
Spejlbillede
Din hævntørst en slags højdepunkt
Men nu sender jeg dit hykleri
Tilbage
Det var alligevel aldrig mit
Al hæsligheden du prakkede
Mig på var dit eget
Min ølmave er næsten væk
Og snart er min behov efter din
Højrøvethed
også snart fortid
Måske afholder jeg en mindre
Mindehøjtidelighed
Og læser håndplukkede digte
Op om hvor håbløst jeg
Er forelsket i dig
Men nu er håbløsheden som
Var alt du nogensinde tilbød mig
Afløst af en krøllet fremtid
Som i det mindste er min egen
Kortet derhen står i mange
Farver på min håndryg
Jeg giver slip på dig
Uden at ringeagte alt det
Du gav mig
Men dit hykleri kommer jeg ikke til
At savne