Vi tog min bil,

Der lå en tynd hinde Af din eks på din mund, Jeg kørte os i strakt arm Langt væk fra det vi kendte, Måske var det for meget, Jeg vidste det ikke Men på dit dirrende blik Så så jeg at vi var beredte, Jeg drejede ratet og Dér lå det så, Hele svineriet, En kold regnfuld vind Greb dit hår, Stemmer trængte gennem Uvejret, Vi valgte blot ikke at Lytte til dem mere, Der var noget obskønt Ved vores nøgenhed, Og den brændende Drejebog vi efterlod I vejkanten, Jeg var blevet poet For at indfange “Hende” men nu, Fangede du mig, Jeg var rystet Forsøgte ikke At skjule det, Lod dagene mig Glide forbi, Ved daggry gik jeg Barfodet i vandkanten, Indtil det gik op for Mig at det var dine Skridt jeg fulgte efter, I det fugtige sand, Jeg fandt mig selv tålelig Ligefrem god, Indtil jeg mødte dig, Så smed jeg skovlen, Og løb med alle kræfter Mod dit sjofle smil 15/6-25