Vi tog min bil,

Der lå en tynd hinde
Af din eks på din mund,
Jeg kørte os i strakt arm
Langt væk fra det vi kendte,
Måske var det for meget,
Jeg vidste det ikke
Men på dit dirrende blik
Så så jeg at vi var beredte,
Jeg drejede ratet og
Dér lå det så,
Hele svineriet,
En kold regnfuld vind
Greb dit hår,
Stemmer trængte gennem
Uvejret,
Vi valgte blot ikke at
Lytte til dem mere,
Der var noget obskønt
Ved vores nøgenhed,
Og den brændende
Drejebog vi efterlod
I vejkanten,
Jeg var blevet poet
For at indfange
“Hende” men nu,
Fangede du mig,
Jeg var rystet
Forsøgte ikke
At skjule det,
Lod dagene mig
Glide forbi,
Ved daggry gik jeg
Barfodet i vandkanten,
Indtil det gik op for
Mig at det var dine
Skridt jeg fulgte efter,
I det fugtige sand,
Jeg fandt mig selv tålelig
Ligefrem god,
Indtil jeg mødte dig,
Så smed jeg skovlen,
Og løb med alle kræfter
Mod dit sjofle smil
15/6-25