Den kom aldrig,

Pakken med spindelvævet Forblev for altid i transit, Jeg var ikke klar over Om det skulle være et kompliment, Men din skalpel føltes Sært svævende under huden, Fra jeg så dig første gang Vidste jeg bare at jeg Var nød til tålmodigt at sidde Der til fortællingen var forbi, Jeg begyndte straks at skrive Og du rev det straks i stykker, Du krævede mere sanselighed, Du krævede at jeg så dig!, Men alt jeg så var stejlende heste Blod i støvet, kvinders skrig, Du grinte og nikkede billigende Skriv mig sådan poet, Skriv mig som for en forbandelse Du aldrig kan forstå, Skriv mig gennem kløfter Og ned gennem slugter, Skriv hvordan du jagter mig Gennem brændende bygninger, Skriv hvordan du mærker nåden I min ildtunge der aldrig stopper, Post mig så til dig selv Og sæt dig så til rette, Bind dig en blomsterkrone Fyldt med det opnåelige, Jeg lader mig aldrig fange poet Mindst af alt af din pen, Find en mønttelefon og ring Til mig uden at åbne munden, Sådan så vi på hinanden længe Et passende klimaks, Til hele det vanvittige ritual Tanker kogte i vores hoved, Vores ærlighed var hele tiden På nippet til at slås, Men ingen af os kunne fange Solnedgangen uden den anden Som brakvand flød vi ind og Ud af hinandens bevidsthed, Indtil vi tegnede et pas af sand I døråbningen til noget stort 15/6-25