Den kom aldrig,

Pakken med spindelvævet
Forblev for altid i transit,
Jeg var ikke klar over
Om det skulle være et kompliment,
Men din skalpel føltes
Sært svævende under huden,
Fra jeg så dig første gang
Vidste jeg bare at jeg
Var nød til tålmodigt at sidde
Der til fortællingen var forbi,
Jeg begyndte straks at skrive
Og du rev det straks i stykker,
Du krævede mere sanselighed,
Du krævede at jeg så dig!,
Men alt jeg så var stejlende heste
Blod i støvet, kvinders skrig,
Du grinte og nikkede billigende
Skriv mig sådan poet,
Skriv mig som for en forbandelse
Du aldrig kan forstå,
Skriv mig gennem kløfter
Og ned gennem slugter,
Skriv hvordan du jagter mig
Gennem brændende bygninger,
Skriv hvordan du mærker nåden
I min ildtunge der aldrig stopper,
Post mig så til dig selv
Og sæt dig så til rette,
Bind dig en blomsterkrone
Fyldt med det opnåelige,
Jeg lader mig aldrig fange poet
Mindst af alt af din pen,
Find en mønttelefon og ring
Til mig uden at åbne munden,
Sådan så vi på hinanden længe
Et passende klimaks,
Til hele det vanvittige ritual
Tanker kogte i vores hoved,
Vores ærlighed var hele tiden
På nippet til at slås,
Men ingen af os kunne fange
Solnedgangen uden den anden
Som brakvand flød vi ind og
Ud af hinandens bevidsthed,
Indtil vi tegnede et pas af sand
I døråbningen til noget stort
15/6-25