Vi er fanget på bunden af

Vi er fanget på bunden af
Et bassin vi ikke selv
Har gravet men frivilligt
Har opsøgt og hovedkulds
Tabte alt i men i det mindste
Er vi der sammen
Vi er de levende døde
De knapt genoptrænede
Genoplivede
Mens du kradser i
Min sårskorpe
Nusser jeg din ryg
Din eks ville aldrig
Nusse dig visker du
Han slog dig kun
Mest når han var fuld og
Skæv undtagelsesvis
Når han var vred
Men du gik fra ham
Efter han nikkede dig en
Sidste alt for dyb skalle
Du synker dybt da du
Hjerteskærende fyldt
Med selvhad
Forklarer at du lod
Ham tage jeres piger
Med til Costa Rica
Som om det var din skyld
At du efter 7 års terror
Ikke kunne mere
Vi ligger helt tæt
Mens Bob Marley
Synger liv i de døde
Fra graven
Du lukker øjnene
Dine smukke træk
Endeligt befriede fra det
Anker du troede skulle
Være din frelse
Den mand der skulle
Have passet på den pure unge
Sjæl han blev betroet
Det er som om vi ser
To forskellige mennesker
Når vi kigger på dig
i det dukkede spejl
Du ser en fortabt sjæl
Jeg ser buldrende morgengry
Jeg troede et kort sekund
At det var stofferne som
bevidsthedsudvidede mig
Men det var hele tiden dig
Din gavmildhed mit i dit livs
orkan næsten blændede mig
Måske er vi mere end summen
Af vores traumer
Jeg ved at vi to kan mere
Sammen end de fleste
Meget få har din dybde
Men måske trænger vi
Til lethed så vi som
Talebobler kan skumme
Op til overfladen og
Bryde igennem deres
Forførende mørke
Klatre op og ud af deres sump
Jeg retter på din bøllehat
Du tager min hånd
Mens Københavns vinter
Maskere vores pjalter
Mellem os vil jeg lade en
Have spire som du kan
Gå barfodet igennem
Din Steven