Vi er fanget på bunden af

Vi er fanget på bunden af Et bassin vi ikke selv Har gravet men frivilligt Har opsøgt og hovedkulds Tabte alt i men i det mindste Er vi der sammen Vi er de levende døde De knapt genoptrænede Genoplivede Mens du kradser i Min sårskorpe Nusser jeg din ryg Din eks ville aldrig Nusse dig visker du Han slog dig kun Mest når han var fuld og Skæv undtagelsesvis Når han var vred Men du gik fra ham Efter han nikkede dig en Sidste alt for dyb skalle Du synker dybt da du Hjerteskærende fyldt Med selvhad Forklarer at du lod Ham tage jeres piger Med til Costa Rica Som om det var din skyld At du efter 7 års terror Ikke kunne mere Vi ligger helt tæt Mens Bob Marley Synger liv i de døde Fra graven Du lukker øjnene Dine smukke træk Endeligt befriede fra det Anker du troede skulle Være din frelse Den mand der skulle Have passet på den pure unge Sjæl han blev betroet Det er som om vi ser To forskellige mennesker Når vi kigger på dig i det dukkede spejl Du ser en fortabt sjæl Jeg ser buldrende morgengry Jeg troede et kort sekund At det var stofferne som bevidsthedsudvidede mig Men det var hele tiden dig Din gavmildhed mit i dit livs orkan næsten blændede mig Måske er vi mere end summen Af vores traumer Jeg ved at vi to kan mere Sammen end de fleste Meget få har din dybde Men måske trænger vi Til lethed så vi som Talebobler kan skumme Op til overfladen og Bryde igennem deres Forførende mørke Klatre op og ud af deres sump Jeg retter på din bøllehat Du tager min hånd Mens Københavns vinter Maskere vores pjalter Mellem os vil jeg lade en Have spire som du kan Gå barfodet igennem Din Steven