Uden at vide hvordan

Uden at vide hvordan
eller hvorfor
strammer du min lægmuskel
og det forbavser mig ikke,
ikke spor
selvom jeg ikke har det fjerneste begreb,
og trappen snor sig ned ad,
altid uden at svække min
træthed
der aldrig bliver til søvn,
men da jeg ikke har bedre
at lave
lader jeg dine fingre fremstamme
deres forslag
en smeltende voksmasse
Marianne bliver til Laura, der bliver til
en Emma, endnu
en velkendt associationsmekanisme
Alle de kvinde navne,
al den uforløste romantiske
energi
jeg ville være blevet
en udmærket ægtemand
hvis bare jeg kunne gøre mig
fri af min pioner ånd
Men igen og igen bøjer jeg mig over bølgen
Din stemme klemt fast i min hånd,
udtrykkeligt skjul for
at undgå det vi ikke tør
Men kærligheden er nok ret
ligeglad med den slags omstændigheder
Det eneste der nager mig,
blottet for en hver pastiche
er de løfter vi badede hinanden i
En ligeglad og gavmild bevægelse
Et kort tidsrum forenden af tredje revle
Jeg begyndte til sidst at tænke, det vil sige
at lytte, men alt for sent tog jeg hatten af
og lod din regn brænde, brænde, brænde
Åh min elskede, min ufrivillige slyngplante
hvor mange gang har jeg ikke været fristet
til at gøre en ende på det
til at skære luftrøret over
Men lige meget hvor hårdt du strammer,
giver jeg slip
uden frygt for, at jeg kan tage fejl
Hvad har jeg så tilbage?
Et væld af svage punkter
Alle disse forholdsregler
var givet vis nyttesløse
Vi tog en omvej, en kæmpe omvej,
og alligevel har du adgang
Jeg vil gerne sige nej til dig,
men jeg tør ikke sværge på det
26/2-25