Uden at vide hvordan

Uden at vide hvordan eller hvorfor strammer du min lægmuskel og det forbavser mig ikke, ikke spor selvom jeg ikke har det fjerneste begreb, og trappen snor sig ned ad, altid uden at svække min træthed der aldrig bliver til søvn, men da jeg ikke har bedre at lave lader jeg dine fingre fremstamme deres forslag en smeltende voksmasse Marianne bliver til Laura, der bliver til en Emma, endnu en velkendt associationsmekanisme Alle de kvinde navne, al den uforløste romantiske energi jeg ville være blevet en udmærket ægtemand hvis bare jeg kunne gøre mig fri af min pioner ånd Men igen og igen bøjer jeg mig over bølgen Din stemme klemt fast i min hånd, udtrykkeligt skjul for at undgå det vi ikke tør Men kærligheden er nok ret ligeglad med den slags omstændigheder Det eneste der nager mig, blottet for en hver pastiche er de løfter vi badede hinanden i En ligeglad og gavmild bevægelse Et kort tidsrum forenden af tredje revle Jeg begyndte til sidst at tænke, det vil sige at lytte, men alt for sent tog jeg hatten af og lod din regn brænde, brænde, brænde Åh min elskede, min ufrivillige slyngplante hvor mange gang har jeg ikke været fristet til at gøre en ende på det til at skære luftrøret over Men lige meget hvor hårdt du strammer, giver jeg slip uden frygt for, at jeg kan tage fejl Hvad har jeg så tilbage? Et væld af svage punkter Alle disse forholdsregler var givet vis nyttesløse Vi tog en omvej, en kæmpe omvej, og alligevel har du adgang Jeg vil gerne sige nej til dig, men jeg tør ikke sværge på det 26/2-25