Nogle dage er forstokkede

Nogle dage er forstokkede Hvorom alting er, så er andre i sværvægtsklasse Disse forspildte februardag Ligner endnu en anonym forstad Forskrækker mig selv mens vi grinende forsoner et landskab Fyldt med knuste forstørrelsesglas Der er noget hyperbolsk ved at begge vores ekser hedder M Kan ikke lade være med at stirre på det næsten uskyldige ar i din pande Han nikkede frem Til gulvet i stuen blødte Nuance af spejlbilleder ingen af jer turde Genkende jeg selv i Du tiggede politiet om at køre igen, Du sendte ham hjem til dine forældre så han kunne komme sig, Så dine piger ikke skulle se deres mor Forplumre sporende og Afprøve alle tænkelige kombinationer Så hun kunne forblive gift Med et mysogynt Costa rikansk Monster Vi kysser, jeg drikker dig dybt, Jeg driller dig fordi du hiver livet ind hver gang vores tunger mødes En finurlig næsten forfjamsket lyd Noget runger mellem os Noget vores ekser aldrig ville forstå Lige meget hvor meget de hader på os Solens gang, ned bag et svedigt lyseblåt tapet Din arm et trækplaster, Midt i vores dystre fællessang, Min M væver sine tråde ind i det tæppe Af ulidelige splittelser fælder og blændværk Jeg lader os hvile ud på, I saunaens mørke løfter du mine fødder og klemmer, En uventet kuldkastelse Så kraftigt at blodet forlader mig, At min krop alt for hurtigt maler fem hundrede Akvareller, Som jeg hviskende lader dig bevidne med lukkede øjne, Jeg påstår at ingen af dem indeholder spor M eller M, Men jeg lyver; alt er badet i deres magt over os, Vi er de levende druknede, Vi ville elske dem, elske dem ud af deres sarkofag De vil have at ingenting, overhovedet ingenting, blev tilbage af vores lys Intet andet end tomhed Nyttesløshedes fordringsløse fuldkommenhed Det vil sige at vi skulle blive dem, som dem, som deres sinds ubesudlede hvidhed, Men vi lod os ikke kastrere Vi lod os ikke stoppe uden tungerne De klippet af os igen og igen, Vores længsel efter dem Vil leve længere, Længere end denne dag Langt ind i den næste, Og således vil det fortsætte Og fortsætte En behersket rumlen fylder mellemrummet Mens vi alle venter på den Tilgivelse ingen af os fortjener 19/2-25