Nogle dage er forstokkede

Nogle dage er forstokkede
Hvorom alting er, så er andre i sværvægtsklasse
Disse forspildte februardag
Ligner endnu en anonym forstad
Forskrækker mig selv mens vi grinende forsoner et landskab
Fyldt med knuste forstørrelsesglas
Der er noget hyperbolsk ved at begge vores ekser hedder M
Kan ikke lade være med at stirre på det næsten uskyldige ar i din pande
Han nikkede frem
Til gulvet i stuen blødte
Nuance af spejlbilleder
ingen af jer turde
Genkende jeg selv i
Du tiggede politiet om at køre igen,
Du sendte ham hjem til dine forældre så han kunne komme sig,
Så dine piger ikke skulle se deres mor
Forplumre sporende og
Afprøve alle tænkelige kombinationer
Så hun kunne forblive gift
Med et mysogynt Costa rikansk
Monster
Vi kysser, jeg drikker dig dybt,
Jeg driller dig fordi
du hiver livet ind hver gang vores tunger mødes
En finurlig næsten forfjamsket lyd
Noget runger mellem os
Noget vores ekser aldrig ville forstå
Lige meget hvor meget de hader på os
Solens gang, ned bag et svedigt lyseblåt tapet
Din arm et trækplaster,
Midt i vores dystre fællessang,
Min M væver sine tråde ind i det tæppe
Af ulidelige splittelser fælder og blændværk
Jeg lader os hvile ud på,
I saunaens mørke løfter du mine fødder og klemmer,
En uventet kuldkastelse
Så kraftigt at blodet forlader mig,
At min krop alt for hurtigt maler fem hundrede
Akvareller,
Som jeg hviskende lader dig bevidne med lukkede øjne,
Jeg påstår at ingen af dem indeholder spor M eller M,
Men jeg lyver; alt er badet i deres magt over os,
Vi er de levende druknede,
Vi ville elske dem, elske dem ud af deres sarkofag
De vil have at ingenting, overhovedet ingenting, blev tilbage af vores lys
Intet andet end tomhed
Nyttesløshedes fordringsløse fuldkommenhed
Det vil sige at vi skulle blive dem, som dem, som deres sinds ubesudlede hvidhed,
Men vi lod os ikke kastrere
Vi lod os ikke stoppe uden tungerne
De klippet af os igen og igen,
Vores længsel efter dem
Vil leve længere,
Længere end denne dag
Langt ind i den næste,
Og således vil det fortsætte
Og fortsætte
En behersket rumlen fylder mellemrummet
Mens vi alle venter på den
Tilgivelse ingen af os fortjener
19/2-25