Ved fossende bredder

Ved Fossende bredder,
Og Bag duggede ruder,
Målretter du din kys,
Med visdommen fra igår
Som maj regnen,
Stænker du din magi,
Uforanderlig og fri,
Til den som fanger dine kys
Mild er du, som solopgangen,
Og det våde græs i din barndom,
Stærk, som en ensom sømand under storm,
Som månen i sin bane, lysende og smuk
Blid, som dit ufødte barns hud,
Som den kærlighed du skænker,
Modig, som en løvinde uden flok,
Som klipperne der modstår havets kraft
Utallige er de dage, som har rundet bort,
Uregnelige er de sår der skal heles,
Fortabt var jeg dog, til du greb mig
Og jog en kniv gennem evigheden.
Ditte, Ditte, Ditte
Som lyn fra en klar himmel,
runger dit navn endnu i min krop
Uden forsæt eller skyld
Intet er besvaret, intet er umuligt,
Intet er fortroligt, intet fortabt
I din katedral finder jeg lindring,
Blandt dine røder vil jeg bo