Fortiden som landskab

Fortiden som landskab, som ukrudt
Som virvlende efterårs blade,
Fanget i et glas vi har glemt,
I et skab, i et hus for længe siden
Mindet, minderne gør os ikke
Blidere, ikke roligere og de forsvundne
Øjeblikke, som driver os, er ikke væk,
de bor i os, I venten på deres
Denne tilstand, den menneskelige,
Tilstand, som fængsler os, fanger os,
Og I hvis ånd vi fråser, friste os,
Mens livet går, går forbi og væk.
Tåber er vi, som tilstår vores skyld,
Hvis eneste tilståelse er at vi er mennesker,
Uforklarlige, utålelige og i vores egen vision,
Udødelige, kødelige væsner
Kærligheden er da umulig, da den strider
Mod den rationalitet som krydser
De kort vi blindt følger, og hvis veje vi altid vandre,
Trodsigt forsagende vores eneste håb
Ditte , livet skal ikke være enkelt,
Og dog forstår man intet hvis ikke,
Man forstår skønheden, det sublime,
I at se ind i sin elskedes pupil, hendes sjæl
Intetheden omgiver os, rummet er vores
Vært, og alt vi kan se, kan holde, kan elske
Er blot flygtige glimt, konstruktioner,
Af vores biologiske behov
Men kynismen kan ikke nå os,
Ikke røre vores kød, vores tunger,
Vores ord, mens vi ligger på stranden i
Klitten, med himmelen som vidne i mørket
Livet varer ikke evigt, vi ved det, og
Det menningsløse i at alt skal bort,
At alle vi kender skal dø, at jorden er
Forgængelig, vaskes bort af dit kys