Trygge formaninger

Vanviddet ved at se et ungt menneske med maske på gå rundt alene måske slentrende med en gylden brændende kop skoldhed kaffe eller slæbende på habengut fra hvem ved hvor til hvem ved hvad men altid med maske på og deres øjne er aldrig blanke eller fyldte med angst de er trygge og rolige nærede af moderens trygge formaninger om at stå sammen men hvem står de sammen med

hvad beskytter masken dem mod måske deres indre dæmoner de forklæder som harmløse søanemoner men som ikke desto mindre er bevæbnede med sorte hjerter men jeg skimter gennem deres let købte idealistiske praksisser ingen må dø tk forstår du her beskytter vi os mod artsudryddelse vi står sammen hver for sig og alt det gør de helt alene nogle forsigtigt’ stimlet sammen

mumlende bag deres snehvide forhæng jeg venter og lytter til Bach og håber jeg ikke bliver den sidste skandaliserede døde hvide mand