Trygge formaninger

Vanviddet ved at
se et ungt menneske
med maske på
gå rundt alene
måske slentrende
med en gylden brændende
kop skoldhed
kaffe
eller slæbende
på habengut
fra hvem ved
hvor
til hvem ved
hvad
men altid med maske
på
og deres øjne
er aldrig blanke
eller fyldte med angst
de er trygge og rolige
nærede af moderens
trygge formaninger
om at stå sammen
men hvem står de sammen
med
hvad beskytter masken
dem mod
måske deres indre dæmoner
de forklæder
som harmløse
søanemoner
men som ikke desto
mindre er bevæbnede
med
sorte hjerter
men jeg skimter
gennem deres
let købte
idealistiske
praksisser
ingen må dø
tk
forstår du
her beskytter vi os
mod
artsudryddelse
vi står sammen
hver for sig
og alt det gør de
helt alene
nogle forsigtigt’
stimlet sammen
mumlende
bag deres
snehvide forhæng
jeg venter
og lytter til Bach
og håber jeg
ikke bliver den
sidste skandaliserede
døde hvide mand