Udsigtsløse nedtrapninger

Jeg kan ikke skimte dig
inde bag
dine lag
af tekstiler
og arvæv
du fortæller
mig om din eks
han sidder lige
der mellem os
i det bevidst tågede
lokale
på en restaurant i indre by
jeg kan se hans
hænder om
din hals
kan
se hans fingre
der er inde
og rage rundt
og giver dig
en fæl følelse
af uafvaskelig
vanære
du kigger nervøst
rundt
mens du fortæller mig
at du ikke
kunne vide det
han havde også
sine gode øjeblikke
de første 3 år var gode
de sidste 6 var
i vildt fremmede
for hinanden
men selvom du
forsøgte stoppe
ham
forlystede han sig
nu bare på dit
aflåste sind
gennem dine børn
10 år fyldt med
udsigtsløse nedtrapninger
men midt i elendigheden
bryder du ud i sang
A-ha skråler
alle gæsterne med
på og pludseligt
stråler du
og den intense
fremmedhedsfølelse
fordamper
og efterlader
en svær forgabelse
i et menneske
forelsket i livet
som græder til
Bronski beat
og griner til
from Paris to Berlin
der er pludseligt
ingen afstand mellem os
og vi efterlader vores
respektive
forsmåede
ekser inde i tågen
og mærker
stjernestunder
skylle rundt
i blodet
som en film noir
smægtende
melankolsk storby jazz
jeg mærker dig
som en skæbne
der synger
med udslået
nyvasket hår
i den iskolde
gade