Udsigtsløse nedtrapninger

Jeg kan ikke skimte dig inde bag dine lag af tekstiler og arvæv du fortæller mig om din eks han sidder lige der mellem os i det bevidst tågede lokale på en restaurant i indre by jeg kan se hans hænder om din hals kan se hans fingre der er inde og rage rundt og giver dig en fæl følelse af uafvaskelig vanære du kigger nervøst rundt

mens du fortæller mig at du ikke kunne vide det han havde også sine gode øjeblikke de første 3 år var gode de sidste 6 var i vildt fremmede for hinanden men selvom du forsøgte stoppe ham forlystede han sig nu bare på dit aflåste sind gennem dine børn 10 år fyldt med udsigtsløse nedtrapninger men midt i elendigheden bryder du ud i sang A-ha skråler alle gæsterne med på og pludseligt stråler du og den intense fremmedhedsfølelse fordamper

og efterlader en svær forgabelse i et menneske forelsket i livet som græder til Bronski beat og griner til from Paris to Berlin der er pludseligt ingen afstand mellem os og vi efterlader vores respektive forsmåede ekser inde i tågen og mærker stjernestunder skylle rundt i blodet som en film noir smægtende melankolsk storby jazz jeg mærker dig som en skæbne der synger med udslået nyvasket hår i den iskolde gade