På facaden mod vejen

På facaden mod vejen Et landskab Uden årstider En trosbekendelse Gemt væk bag friske lag maling

nøjagtigt ens hvert bærende næsten kvadratiske versioner af dit ansigt og dine lave jordvolde

ingen andre end jeg ved at de er til

nat efter nat maler jeg kærlighedskoder uden forløsning i lyset fra den glødende nymåne

du er svøbt i ingenting på gulvet og lammeskindet mellem krukker og gamle aviser bag glasset

indiskutabelt hovedpersonen og dog inhabil i mit hengemte skaberværk

men selv i mørket selv i søvne knockouter du mig hver gang med din insisterende blødhed

så overvældende du er selv mens jeg støber soklen til dit alter må jeg holde vejret mine lunger fyldt med ilten fra dit hjerte

med den vanvittiges koncentration danser jeg dit ansigt frem klat for klat impuls efter impuls vinøst og klæbrigt

havet knuser bølge for bølge molen langt under os vi er yderkanten af det mulige jeg må gøre det umulige og ødelægge alle spor

hvis de så dig som jeg maler dig som jeg mærker dig fra kæler til kvist så ville de med rette spærre mig inde

derfor maler jeg dig altid over lige før daggry dine træk forsvinder i modsat retning af den viser som aldrig levner os nok tid

måske evigheden faktisk har plads til os begge men hvis jeg skulle vælge så måtte der være plads til din silkehud og læbestiftskys og uforbeholdne hengivenhed

ved solopgang strømmer søvnens nådegave endeligt gennem mig indtil den opsluger hele mørket og som brændende trægløder spreder mig ud over dit skjulte landskab 210422