På facaden mod vejen

På facaden mod vejen
Et landskab
Uden årstider
En trosbekendelse
Gemt væk
bag friske
lag maling
nøjagtigt ens
hvert bærende
næsten kvadratiske
versioner
af dit ansigt
og dine lave
jordvolde
ingen andre
end jeg
ved at
de er til
nat efter nat
maler jeg
kærlighedskoder uden
forløsning
i lyset fra den
glødende nymåne
du er svøbt i ingenting
på gulvet og lammeskindet
mellem krukker
og gamle aviser
bag glasset
indiskutabelt
hovedpersonen
og dog
inhabil
i mit hengemte
skaberværk
men selv i mørket
selv i søvne
knockouter du mig
hver gang
med din insisterende
blødhed
så overvældende
du er
selv mens jeg støber
soklen til dit alter
må jeg holde vejret
mine lunger fyldt
med ilten fra
dit hjerte
med den vanvittiges
koncentration
danser jeg
dit ansigt frem
klat for klat
impuls efter impuls
vinøst og klæbrigt
havet knuser
bølge for bølge
molen langt under os
vi er yderkanten
af det mulige
jeg må gøre det
umulige
og ødelægge
alle spor
hvis de så dig som
jeg maler dig
som jeg mærker dig
fra kæler til kvist
så ville de
med rette
spærre mig
inde
derfor maler jeg
dig altid over
lige før daggry
dine træk forsvinder
i modsat retning
af den viser
som aldrig
levner os
nok tid
måske evigheden
faktisk har plads til
os begge
men hvis jeg
skulle vælge
så måtte der
være plads til
din silkehud
og læbestiftskys
og uforbeholdne
hengivenhed
ved solopgang
strømmer søvnens
nådegave endeligt
gennem mig
indtil den opsluger
hele mørket
og som brændende trægløder
spreder mig
ud over dit
skjulte landskab
210422