Men hvis du ikke magter

Men hvis du ikke magter
At holde fast i min
Søvlgråmanke
Så er det ok
At give slip
Men kunne du
Ikke bare vente lidt
Bare til jeg sætter
Mig til rette
Så dine anspændte
beslutsomme træk
kommer helt i fokus
Jeg ved faktisk
Om jeg selv magter
At holde fast
Meget længere
Hvis jeg kunne
Ville jeg sprænge
Låsen til kvælertaget
Men indtil i morges
Troede jeg du
Havde mig
I et fast greb
Men grebet var et skub væk
Måske var vi bare fanget
Mellem de rene linjer
Vi så nidkært
Havde rejst for
At sparke døren ind
Til den der satans kærlighed
Vi havde sågar lovet hinanden
Troskab gennem
ebbe og flod
at tænke sig
hvor hurtigt
denne herlighed
nu falmer bort
i uigenkaldelig fortid
Men vores ultimative
sandhed
Kom leveret i en
Foruroligende fint
emballeret forklædning
fremsagt viskende
længselsfuldt
mellem stumper
og suk
Man kan ikke
Gemme sig for
Den fysiske verden
forevigt
Den finder én
Som et slag mellem
Øjnene
Eller måske nedkradset
på en konvolut
efterladt på en café
Den fandt os
Det der før gjorde dig nysgerrig
Som sikrede mig
Masser af forfremmelser
I dit hjertes kammer
Ja de selv samme
Træk fremtvang
Din afskedsbegæring
Jeg kan ikke sige jeg
Bebrejder dig synderligt
Jeg bliver aldrig nogens
Helstøbte gentleman
Det er måske sandt
Men i det mindste er
Jeg bemærkelsesværdig
Hvilket er mere end nogen
Nogensinde kommer til at sige om
dig
Og mens du synger og folder
Ler som ingen
Ser
Føler jeg kun medlidenhed
Fordi du er så totalt uinspireret
At du ikke selv kan se det
Det værste straf af alle
Og mens jeg ofte henslæber
Mine dage
Og spilder tiden på
At stirre åndsfraværende
Ud i rummet
Så ville jeg ønske du kunne
Mærke når den kølige inspiration
Lægger sine hænder mod mine øjne
En åndeløs smertende sødme
Som når jeg er adskilt fra den
Føles uudholdeligt
Så giv du endelig slip
På min krave
Måske gør du det
Uden indsigelse
Måske med vemod og
Et anstrøg af eftertænksomhed
Fordi du ved
At alt dit lys til trods
Så kan det ikke
Sikre dig nogen
Lykke slutning
En skæbne jeg for længst
Har forliget mig med
Og nu må du rejse verden
Rundt
I noget der føles
Som en evighed
Og måske kolonisere jorden
Fra pol til pol
Uden at høre mine
Sange igen