Men hvis du ikke magter

Men hvis du ikke magter At holde fast i min Søvlgråmanke Så er det ok At give slip

Men kunne du Ikke bare vente lidt Bare til jeg sætter Mig til rette Så dine anspændte beslutsomme træk kommer helt i fokus

Jeg ved faktisk Om jeg selv magter At holde fast Meget længere Hvis jeg kunne Ville jeg sprænge Låsen til kvælertaget

Men indtil i morges Troede jeg du Havde mig I et fast greb Men grebet var et skub væk

Måske var vi bare fanget Mellem de rene linjer Vi så nidkært Havde rejst for At sparke døren ind Til den der satans kærlighed Vi havde sågar lovet hinanden Troskab gennem ebbe og flod

at tænke sig hvor hurtigt denne herlighed nu falmer bort i uigenkaldelig fortid

Men vores ultimative sandhed Kom leveret i en Foruroligende fint emballeret forklædning fremsagt viskende længselsfuldt mellem stumper og suk

Man kan ikke Gemme sig for Den fysiske verden forevigt Den finder én Som et slag mellem Øjnene Eller måske nedkradset på en konvolut efterladt på en café Den fandt os

Det der før gjorde dig nysgerrig Som sikrede mig Masser af forfremmelser I dit hjertes kammer Ja de selv samme Træk fremtvang Din afskedsbegæring

Jeg kan ikke sige jeg Bebrejder dig synderligt Jeg bliver aldrig nogens Helstøbte gentleman Det er måske sandt Men i det mindste er Jeg bemærkelsesværdig Hvilket er mere end nogen Nogensinde kommer til at sige om dig

Og mens du synger og folder Ler som ingen Ser Føler jeg kun medlidenhed Fordi du er så totalt uinspireret At du ikke selv kan se det Det værste straf af alle

Og mens jeg ofte henslæber Mine dage Og spilder tiden på At stirre åndsfraværende Ud i rummet

Så ville jeg ønske du kunne Mærke når den kølige inspiration Lægger sine hænder mod mine øjne En åndeløs smertende sødme Som når jeg er adskilt fra den Føles uudholdeligt

Så giv du endelig slip På min krave Måske gør du det Uden indsigelse Måske med vemod og Et anstrøg af eftertænksomhed

Fordi du ved At alt dit lys til trods Så kan det ikke Sikre dig nogen Lykke slutning En skæbne jeg for længst Har forliget mig med

Og nu må du rejse verden Rundt I noget der føles Som en evighed Og måske kolonisere jorden Fra pol til pol Uden at høre mine Sange igen