Fortidens spejlbilleder

Fortidens spejlbilleder
sluger os næsten rå
Indtil vi glider ind i hinanden
Vinterens grusomhed
Afløses af
Forårs medlidenhed
Af plettet perlehimmel
Solnedgang der åbner
En rose vi fylder i
Vores hjerter
snører
sig sammen
får langsomt fodfæste
vender og drejer sig
imod skyer af ametyst
stille udfører vi
enkle pligter i et
hjem der for altid vil
mangle en mor
hvor vi end går
griber vores mødre
ud efter os
disse dystre
kontrollerende
moraliserende
projektioner
Deres invaliderende
Irettesættelser
Lugter af dueflokke på
irgrøn tagryg
deres magt over os
er så totalt som
den er infam
deres opdigtede
lænker
synger som en isfugl
mens de forsætteligt
forsøger at iscenesætte
vores kærlighed
som gold infantil
isolation
men de er inhabile
deres mønstre er
ikke vores
som en jordmor
tager vi deres
junk fra dem
og føder os
selv på ny
gennem jomfruhinde
og jordskred
Hvis vi blot kunne
Være os selv
Blot jordbær
På en mark
Jordbundne
Sødmefuld venten
På at blive plukket
Jævnbyrdige
Sommer juveler
Hvor fortidens
Marmorsorte
Vinter spejlbilleder
Til sidst giver slip
Og springer frem
Og formørker himmelen
Med farve
Og vi blev de
Mennesker der
Tør sætter ild på
Hinanden
I ubegribeligt overmod
Ét stort bølgende
Karneval
Af lys og kys
Kort sagt
Så er vi vores vaner
Vi er vores stemmebånd
Den lave stemme
Som brister i latter
Ved bordet inde
I huset
Ved siden af flasken
Fyldt med forhindringer
Dit blik strejfer dens
Bløde hals
Jeg ser ned på mine
Alt for lange negle
Hele dette tidsrum
En krabbende månestråle
Itu i utallige
Små bidder
Umulige at identificere
Vi er ansigtet med de
Nedslagne øjne vi
Har arvet
Som spejler sig
I støvet fra strålerne
Mod glaskrukken
Udsat for daglyst
For første gang
Med panden vendt
Mod det mørkeste
Hjørne hvor et ufødt
Menneskefoster ligger
På lur
Naboen der stoisk banker
Hegnspæle i nede for enden
Af haven
Bitte små blodperler
Størknet på hans pande
Vi er bølgen der
Brydes ved klintens fod
På et dunkelt hjertes
Enemærker
Opfyldte af dets rytme
Jeg improviserer en
Diskussion frem
som bliver
Til et ulykkestilfælde
Et pistolskud som tager
Bolig i dine alt for
Bekvemme præferencer
Alt i alt fortaber vi os
I endeløse kæder af følger
Og årsager
Vi tilbagelægger turen til
Lågen i et fælles hop
Himlen helt overtrukket
Hverken for varm eller kold
Kort sagt lige høj nok
Til at vi kunne røre den
Med fingerspidserne
Du flyttede rundt på
Kæderne og tandhjulene
Drejede dem uden
Den mindste knirken
En gang
To gange
Tre gange
Fem minutter over ni
Faldt mit hjerte
Nedad bakken
Mellem dine ben
Ned i din perfekte
Trekant
Bagefter ligger vi
Udstrakte i sandet
Vi er nøgne
Men virker påklædte
Og vores munde fyldes
Af jord
200422