Fortidens spejlbilleder

Fortidens spejlbilleder sluger os næsten rå Indtil vi glider ind i hinanden

Vinterens grusomhed Afløses af Forårs medlidenhed

Af plettet perlehimmel Solnedgang der åbner En rose vi fylder i

Vores hjerter snører sig sammen får langsomt fodfæste

vender og drejer sig imod skyer af ametyst stille udfører vi enkle pligter i et hjem der for altid vil mangle en mor hvor vi end går griber vores mødre ud efter os

disse dystre kontrollerende moraliserende projektioner

Deres invaliderende Irettesættelser Lugter af dueflokke på irgrøn tagryg deres magt over os er så totalt som den er infam

deres opdigtede lænker synger som en isfugl mens de forsætteligt forsøger at iscenesætte vores kærlighed som gold infantil isolation

men de er inhabile deres mønstre er ikke vores som en jordmor tager vi deres junk fra dem og føder os selv på ny gennem jomfruhinde og jordskred

Hvis vi blot kunne Være os selv Blot jordbær På en mark Jordbundne Sødmefuld venten På at blive plukket

Jævnbyrdige Sommer juveler Hvor fortidens Marmorsorte Vinter spejlbilleder Til sidst giver slip

Og springer frem Og formørker himmelen Med farve Og vi blev de Mennesker der Tør sætter ild på Hinanden I ubegribeligt overmod Ét stort bølgende Karneval Af lys og kys

Kort sagt Så er vi vores vaner Vi er vores stemmebånd Den lave stemme Som brister i latter

Ved bordet inde I huset Ved siden af flasken Fyldt med forhindringer

Dit blik strejfer dens Bløde hals Jeg ser ned på mine Alt for lange negle

Hele dette tidsrum En krabbende månestråle Itu i utallige Små bidder Umulige at identificere Vi er ansigtet med de Nedslagne øjne vi Har arvet Som spejler sig I støvet fra strålerne Mod glaskrukken

Udsat for daglyst For første gang Med panden vendt Mod det mørkeste Hjørne hvor et ufødt Menneskefoster ligger På lur

Naboen der stoisk banker Hegnspæle i nede for enden Af haven Bitte små blodperler Størknet på hans pande

Vi er bølgen der Brydes ved klintens fod På et dunkelt hjertes Enemærker Opfyldte af dets rytme

Jeg improviserer en Diskussion frem som bliver Til et ulykkestilfælde Et pistolskud som tager Bolig i dine alt for Bekvemme præferencer

Alt i alt fortaber vi os I endeløse kæder af følger Og årsager Vi tilbagelægger turen til Lågen i et fælles hop

Himlen helt overtrukket Hverken for varm eller kold Kort sagt lige høj nok Til at vi kunne røre den Med fingerspidserne

Du flyttede rundt på Kæderne og tandhjulene Drejede dem uden Den mindste knirken En gang To gange Tre gange

Fem minutter over ni Faldt mit hjerte Nedad bakken Mellem dine ben Ned i din perfekte Trekant

Bagefter ligger vi Udstrakte i sandet Vi er nøgne Men virker påklædte Og vores munde fyldes Af jord 200422