Llambías-pastichen 16

Jeg holder vejret, jeg ved ikke hvor længe jeg kan,
Jeg holder det hen, kan knapt holde tårerne tilbage, ser M tørre sit våde hår, og alt jeg kan gøre er at holde vejret, det er ikke meget, det er

Slet Ikke nok, men M smiler til mig, gennem mit slørede blik, ser jeg hende holde om mit hoved, det er teknisk set forår, og selv min døde altan krukke spirer, alting står for fald i mødet, jeg står

Nøgen og omkranset af alt mit habengut, M åbner en øl fra mit køleskab, spørger om jeg vil dele en med hende, jeg får lysten til at vrænge, men tænder i stedet et duftlys, sætter mig til at skrive, puster endeligt ud og føler livet trække sig gennem mig, og om lidt tager de Trump