Llambías-pastichen 17

Jeg har ikke skrevet længe, det føles som en evighed, men det er kun et par dage, måske er det fordi at det jeg har skrevet på det seneste ikke rigtigt har ramt mig, jeg forsøgte at skrive i
Paris, men jeg var alt for optaget af M og vores dans til at kunne sætte noget meningsfyldt på papir, efteråret spøgte igen, fik hyllet os begge ud af den eventyrboble vi havde skabt siden jeg kom

ud af skabet, M tog det rigtigt pænt, pænere end jeg havde regnet med, hendes hoved eksploderede ikke, min forsinkede ærlighed var blot en seriøs ubelejlighed, der stak, stukket følte vi os nok begge, selve tures var mestendels magisk, fantastiske påfund, og en enkelt nål