Forskrækkeligt levende

Forskrækkeligt levende afskyligt elsket Forræderisk rummet jeg kunne blive ved og jeg kunne sværge på at min følelse af konsterneret forladthed ikke bare var en flov gammel jakke jeg bar helt unødigt Paradoksalt underspillet klamrende mig til min flængede stikkontakt midt i en tordenstorm Malou Jæger træder ind skabt af mine ord og dine skridt Svært at forsvare sig mod idealbilledet af den kvinde jeg tror jeg længes efter Svært at møde dig når vi begge skaber hende Malou Jæger mæsker sig Hendes målsætning er glubsk det har jeg selv skrevet frem på din pande Fordi du vil ejes, så vil Malou ejes! men vil jeg eje jer? Kan man eje noget man ikke kender værdien af? og hvad er prisen for det ejerskab? Du ved det ikke, så jeg spørger Malou den skøge Hendes hår slanger sig rundt og rundt om os Rundt om din gyldne målestok rundt om min resultatorienterethed Hun er tavs men larmer så vi må holde For hinandens øre Har vi skabt et monster en narkohaj der skal holde os begge fangede under hendes våde Rug tunge eller har vi skabt en emanciperende ånd som næsten uden vi selv tør håbe på accelerere den bevægelsesfrihed vi begge hungrer efter dybt ind i vores svælg med en gejst vi først genkender som vores egen da vores læber mødes men hvis du er Malou Jæger den ejede hore! hvad er jeg så? Hvem er jeg så? Den ejende ånd som skændigt deler ud af dig, jer? Nej, ikke skændigt, kun beskidt, skamløst Har jeg skyklapper på mens jeg læser din kontrakt højt fordi det svimler for mig Et skænderi som startede for længe siden bulrer løs i mig jeg håber ikke du kan høre mine tanker Føler skyld over at mærke tvivl Kan jeg, tør jeg, bør jeg skrive under på Den slutseddel som Malou Jæger demonstrativt presser mod min blodige finger kun skyndsomst lappet efter sidst vampyrbid som TKBARS, eller Steven ved jeg overhoved hvem der er hvem? ved du overhoved hvem jeg er? Det er skandaløst hvor let det er at tænke andre frem At give dem tørt på tøre dem af hælde dem af spækbrætet Hvis jeg skriver under hvem ejer så hvem? Ejer jeg så din krop Malou? Ejer du så mit hjerte? Skyggebillederne vi serverer os selv blafrer rundt og skænker os ingen ro Vi når til et nyt skæringspunkt På sær vis fri fra de glansbilleder jeg så behændigt skrev os ind i Jeg lukker bogen lukker af til Malou og TK for en stund jeg ved at det at eje dig er et privilegium En forkyndelse som kun er meget få forundt Jeg slukker for radioen der larmer Slukker for dens tomme programerklæringer Slukker for de golde bebudelser Slukker for fremtiden og dens tomme prognoser Tænder dig, i stedet! Tænder dig med ægte oversættelse af det vi begge ved er sandt mellem os Tænder din overkrop mens jeg lader dig overhøre hvor meget jeg begærer dig Tænder dig, som du står der helt uden kosmetik Korpulere et os frem der aldrig kunne eksistere uden dem, de Og frygeligt flygtigt næsten modstræbende krampagtigt elsker universet sig frem 16/9 Lader fingrene glide hen over alle de glatte varme id-kort der fylder min lomme hver især en halvtom idrætsplads hver især idolatri jeg lader smelte på min tunge Hvilket grundlag har jeg til at afgøre hvem af os tabte sjæle der husker og hvem der kun eksisterer i en tåget drøm Med hvilken ret presser jeg min kærlighed ned over dig? En kærlighed uden en vej frem Et umuligt pres på et menneske jeg ville ønske jeg kunne løfte ud af den ørken du er fanget i Jeg har lyst til at sige undskyld for at erklære noget overfor dig i denne prækære situation mens solen brænder lavt bag os hen over kirkegårdsmurens lave linje Men der er intet at undskylde blot fordi jeg falder i staver så snart du glider ind nej! Svæver ind i et rum Selv når du kun strejfer mig og bagefter skubber mig væk selv når jeg kan se at det er hans øjne du fortsat dvæler ved mens du dykker ind i mine selv der undskylder jeg ikke at jeg elske dig Måske er vores kærlighed knapt synlig i sollyset, Stump men vi kan lige så lidt løbe fra vores bånd som Mars kan løbe fra Venus selv når den hævede Sol er mellem dem Lige så lidt lade omstændighederne sprutte og give efter for lufttomme lungers hungrende sug Jeg kan ikke se en vej frem, hvortil du svarer det kan jeg heller ikke! men måske er vejen ikke det vi tror Måske er vejen vi leder efter hænder fyldte med splinter og rester af harpiks og sort jord Hænder som længes men ikke tør lukke sig igen om en andens sjæl af frygt for at kontakten hvilken som helst kontakt skal smitte dem, den, vi elsker Du er det fineste menneske jeg nogeninde har mødt, Stump om det kan der ikke herske nogen tvivl om Du fandt mig hensmuldret over et drageskin forlængst forladt af sin ejer Jeg fandt dig dybtfrosset fanget nede i en dæmons stirrende blik I starten brugte vi hinanden! hvad ellers kunne vi have gjort! det var det vi havde lært andre var blot dåsemad og der var frit spil fordi intet og ingen kunne redde os fra det mulm vi havde sået, plukket og spist så grådigt af men jeg ønsker ikke at bruge dig jeg kan ikke bruge dig du er ikke et objekt for mig, mere! du er et uforgængeligt mønster en energi flamme der ikke lader sig definere Jeg kan lige så lidt bruge dig som jeg kan bruge en solopgang men min kærlighed til dig er evig på en måde som gør ord overflødige Du kan lige så lidt række over og børste min kærlighed væk som man kan afvise daggryets komme Sammen med dig er jeg mig! det lyder banalt men det er en gave som får mig til at tude hver gang jeg ser dig, Stump Du møder mig på måder jeg ikke en gang vidste var mulige og for det vil jeg altid være dig taknemlig! Jeg troede aldrig at jeg skulle slippe fri af af kolibriens vingeslag Så hurtige og besnærende! men at møde dig fik mig til at give slip på den forkullede vinduesramme jeg bildte mig ind var resterne af et ægte kærlighedsforhold Dine kys blev de dråber der fordampede og forplantede sig på min ømme hud som øjeblik efter lyksagligt øjeblik afslørede hvad intet andet havde kunnet at kærlighed med kroge slet ikke er kærlighed men binding! Jeg er ikke misundelig på "ham", lige så lidt som du var på "hende" Det er mærkværdigt at elske nogen så højt, uden krav og garantier Jeg ved godt du måske aldrig kan komme mig i møde At din kærlighed kan ende med at blive et langt rødt skrabemærke hen over min ryg og ned langt rygsøjlen men sådan må det være Gennem forsigtigt at lade hinanden gøre hellig skade, så heler vi Jeg ved at du ved det, Stump Intet står skrevet Kun det vi tør skrive sammen Jeg ved du har et umenneskeligt mørke du skal igennem og jeg kan kke følge dig Jeg kan ikke bære din byrde Jeg kan ikke tøjle din sorg jeg kan end ikke cirkulere din vrede Men jeg kan stå ved din side i dag, i morgen, altid og lade dine salte tåre ramme mine jeg kan lade dig tage min hånd Hver gang verden stikker af for dig Kærlighed der ikke er uselvisk er slet ikke kærlighed Jeg ved jeg må sætte dig fri klikke bæltespændet op og køre videre uden frygt og forventinger Shikata Ga Nai står der på min arm Det kan ikke være anderledes lad det forplante sig mellem os Lade vores kærlighed være en fugtig perle vi glemmer alt om men aldrig igen kan lukke øjnene for