Forskrækkeligt levende

Forskrækkeligt levende
afskyligt elsket
Forræderisk rummet
jeg kunne blive
ved og jeg kunne
sværge på at
min følelse af
konsterneret forladthed
ikke bare var
en flov gammel
jakke jeg bar
helt unødigt
Paradoksalt underspillet
klamrende mig til
min flængede stikkontakt
midt i en tordenstorm
Malou Jæger træder ind
skabt af mine ord
og dine skridt
Svært at forsvare sig mod
idealbilledet af den
kvinde jeg tror
jeg længes efter
Svært at møde dig
når vi begge skaber hende
Malou Jæger mæsker sig
Hendes målsætning
er glubsk
det har jeg selv skrevet
frem på din pande
Fordi du vil ejes, så vil Malou ejes!
men vil jeg eje jer?
Kan man eje noget
man ikke kender
værdien af?
og hvad er prisen for
det ejerskab?
Du ved det ikke, så jeg
spørger Malou den skøge
Hendes hår slanger
sig rundt og rundt
om os
Rundt om din gyldne
målestok
rundt om min
resultatorienterethed
Hun er tavs men larmer
så vi må holde
For hinandens øre
Har vi skabt et monster
en narkohaj der skal
holde os begge fangede
under hendes våde
Rug tunge
eller har vi skabt
en emanciperende
ånd som næsten uden
vi selv tør håbe
på accelerere
den bevægelsesfrihed
vi begge hungrer efter
dybt ind i vores
svælg med en gejst
vi først genkender
som vores egen
da vores læber mødes
men hvis du er Malou Jæger
den ejede hore!
hvad er jeg så?
Hvem er jeg så?
Den ejende ånd
som skændigt deler
ud af dig, jer?
Nej, ikke skændigt,
kun beskidt, skamløst
Har jeg skyklapper
på mens jeg læser
din kontrakt højt
fordi det svimler for mig
Et skænderi som startede
for længe siden
bulrer løs i mig
jeg håber ikke du
kan høre mine tanker
Føler skyld over
at mærke tvivl
Kan jeg, tør jeg, bør jeg
skrive under på
Den slutseddel
som Malou Jæger
demonstrativt
presser mod
min blodige finger
kun skyndsomst lappet
efter sidst vampyrbid
som TKBARS, eller Steven
ved jeg overhoved
hvem der er hvem?
ved du overhoved
hvem jeg er?
Det er skandaløst
hvor let det er
at tænke andre frem
At give dem tørt på
tøre dem af
hælde dem af spækbrætet
Hvis jeg skriver under
hvem ejer så hvem?
Ejer jeg så din krop Malou?
Ejer du så mit hjerte?
Skyggebillederne vi serverer
os selv
blafrer rundt og skænker
os ingen ro
Vi når til et nyt
skæringspunkt
På sær vis fri fra
de glansbilleder
jeg så behændigt
skrev os ind i
Jeg lukker bogen
lukker af til Malou og TK
for en stund
jeg ved at det at
eje dig er et privilegium
En forkyndelse som kun
er meget få forundt
Jeg slukker for
radioen der larmer
Slukker for dens
tomme programerklæringer
Slukker for de golde
bebudelser
Slukker for fremtiden
og dens tomme prognoser
Tænder dig, i stedet!
Tænder dig med ægte
oversættelse af det vi
begge ved er sandt
mellem os
Tænder din overkrop
mens jeg lader dig
overhøre hvor meget
jeg begærer dig
Tænder dig, som du står
der helt uden kosmetik
Korpulere et os frem
der aldrig kunne eksistere
uden dem, de
Og frygeligt flygtigt
næsten modstræbende
krampagtigt
elsker universet sig
frem
16/9
Lader fingrene glide
hen over alle de
glatte varme
id-kort der fylder
min lomme
hver især en
halvtom idrætsplads
hver især idolatri
jeg lader smelte på
min tunge
Hvilket grundlag har
jeg til at afgøre
hvem af os
tabte sjæle der
husker og hvem
der kun eksisterer
i en tåget drøm
Med hvilken ret
presser jeg min
kærlighed ned over dig?
En kærlighed uden
en vej frem
Et umuligt pres
på et menneske
jeg ville ønske jeg
kunne løfte ud af den
ørken du er fanget i
Jeg har lyst til
at sige undskyld
for at erklære
noget overfor dig
i denne prækære
situation
mens solen brænder lavt
bag os
hen over kirkegårdsmurens
lave linje
Men der er intet at undskylde
blot fordi jeg falder
i staver så snart
du glider ind
nej! Svæver ind i et rum
Selv når du kun strejfer
mig og bagefter skubber
mig væk
selv når jeg kan se
at det er hans øjne
du fortsat dvæler ved
mens du dykker ind i mine
selv der undskylder jeg ikke
at jeg elske dig
Måske er vores kærlighed
knapt synlig
i sollyset, Stump
men vi kan lige så lidt
løbe fra vores bånd som
Mars kan løbe fra Venus
selv når den hævede Sol
er mellem dem
Lige så lidt
lade omstændighederne
sprutte og give efter
for lufttomme lungers
hungrende sug
Jeg kan ikke se en vej
frem,
hvortil du svarer
det kan jeg heller ikke!
men måske er vejen ikke
det vi tror
Måske er vejen vi leder
efter
hænder fyldte med splinter
og rester af harpiks
og sort jord
Hænder som længes men
ikke tør lukke sig
igen om en andens sjæl
af frygt for at kontakten
hvilken som helst kontakt
skal smitte dem, den, vi elsker
Du er det fineste menneske
jeg nogeninde har mødt, Stump
om det kan der ikke herske nogen
tvivl om
Du fandt mig hensmuldret
over et drageskin
forlængst forladt af sin ejer
Jeg fandt dig dybtfrosset
fanget nede i en dæmons
stirrende blik
I starten brugte vi
hinanden!
hvad ellers kunne vi
have gjort!
det var det vi havde lært
andre var blot dåsemad
og der var frit spil
fordi intet og ingen
kunne redde os
fra det mulm
vi havde sået, plukket
og spist så grådigt af
men jeg ønsker ikke
at bruge dig
jeg kan ikke bruge dig
du er ikke et objekt
for mig, mere!
du er et uforgængeligt
mønster
en energi flamme
der ikke lader sig
definere
Jeg kan lige så lidt
bruge dig
som jeg kan bruge
en solopgang
men min kærlighed til dig
er evig på en måde
som gør ord overflødige
Du kan lige så lidt
række over
og børste min kærlighed
væk som man kan afvise
daggryets komme
Sammen med dig er jeg
mig!
det lyder banalt
men det er en gave
som får mig til
at tude hver gang jeg
ser dig, Stump
Du møder mig på måder
jeg ikke en gang
vidste var mulige
og for det vil jeg
altid være dig taknemlig!
Jeg troede aldrig
at jeg skulle
slippe fri af
af kolibriens vingeslag
Så hurtige og besnærende!
men at møde dig
fik mig til at give
slip på den forkullede
vinduesramme
jeg bildte mig ind
var resterne af et
ægte kærlighedsforhold
Dine kys blev de
dråber der fordampede
og forplantede
sig på min ømme hud
som øjeblik efter
lyksagligt øjeblik
afslørede hvad intet
andet havde kunnet
at kærlighed med kroge
slet ikke er kærlighed
men binding!
Jeg er ikke misundelig
på "ham",
lige så lidt
som du var på "hende"
Det er mærkværdigt
at elske nogen
så højt,
uden krav og garantier
Jeg ved godt
du måske aldrig
kan komme mig i møde
At din kærlighed
kan ende med at blive
et langt rødt skrabemærke
hen over min ryg
og ned langt rygsøjlen
men sådan må det være
Gennem forsigtigt at
lade hinanden gøre
hellig skade,
så heler vi
Jeg ved at du ved det, Stump
Intet står skrevet
Kun det vi tør skrive sammen
Jeg ved du har et umenneskeligt
mørke du skal igennem
og jeg kan kke følge dig
Jeg kan ikke bære din byrde
Jeg kan ikke tøjle din sorg
jeg kan end ikke cirkulere din vrede
Men jeg kan stå ved din side
i dag, i morgen, altid
og lade dine salte
tåre ramme mine
jeg kan lade dig tage min hånd
Hver gang verden stikker af for dig
Kærlighed der ikke er uselvisk
er slet ikke kærlighed
Jeg ved jeg må sætte dig
fri
klikke bæltespændet op
og køre videre uden frygt
og forventinger
Shikata Ga Nai
står der på min arm
Det kan ikke være anderledes
lad det forplante sig mellem
os
Lade vores kærlighed være
en fugtig perle vi glemmer
alt om
men aldrig igen kan
lukke øjnene for