What a bummer

Jeg er vært
men hvem værter mig?
Alle kigger
ingen har mig.
“Slap nu af, Steven!”
Men ind i hvad?
Uansvarlighed?
Mere narko
så jeg glemmer
længslen efter at blive mødt,
rummet, elsket
også når jeg intet kan give retur.
Jeg har en fin kage,
mums den er –
men hver gang nogen krammer mig
forsvinder stykker,
smuldre væk
før jeg opdager det.
For jeg har så travlt
med at bage til andre
helt uden kroge.
Som om!
Uanset hvor dybt
jeg skærer i mine behov,
bliver de ved
og spærrer mig inde
i en halv kærlighed,
der aldrig garanterer
at hun, de
får lyst til mig
som jeg begærer hende, dem.
Og alle de små æggende ord
de slynger som madding
til min Nova,
min blæsebælg af opmærksomhed,
får mig bare til at mosle videre
for at trylle et måske
til et bragende ja.
Men hvem gider høre på
mit lille måske
og kæmpe
for at gøre mig
til et ja
14/9