What a bummer

Jeg er vært men hvem værter mig? Alle kigger ingen har mig. “Slap nu af, Steven!” Men ind i hvad? Uansvarlighed? Mere narko så jeg glemmer længslen efter at blive mødt, rummet, elsket også når jeg intet kan give retur. Jeg har en fin kage, mums den er – men hver gang nogen krammer mig forsvinder stykker, smuldre væk før jeg opdager det. For jeg har så travlt med at bage til andre helt uden kroge. Som om! Uanset hvor dybt jeg skærer i mine behov, bliver de ved og spærrer mig inde i en halv kærlighed, der aldrig garanterer at hun, de får lyst til mig som jeg begærer hende, dem. Og alle de små æggende ord de slynger som madding til min Nova, min blæsebælg af opmærksomhed, får mig bare til at mosle videre for at trylle et måske til et bragende ja. Men hvem gider høre på mit lille måske og kæmpe for at gøre mig til et ja 14/9