Brækket hals

Slettede tinder i går. slettede SD dagen før det. at rydde op giver plads. det giver frihed. jeg føler stadigvæk kun tomhed. der er ikke plads til håb. uden håb intet lys. jeg overlever. men det er ikke nok. jeg observerer. men kontrollerer kun meget lidt. jeg er i transit. fra øjeblik til øjeblik. men ankommer aldrig. min tinnitus fylder. mere end jeg vil indrømme. min ensomhed fylder. mere end jeg tør indrømme. min mangel på manifestation driver mig langsomt til vanvid. men alt i alt. føles alt ligegyldigt. jeg skal dø. mine planter skal dø. vi skal dø. Ukraine skal dø. jorden skal dø. hvad forskel gør en digtsamling? hvad forskel gør en novelle? hvad forskel gør det at jeg står op hver morgen? hvad forskel kan jeg overhoved gøre? er det overhoved muligt at gøre en forskel? jeg ser hende i modlyset. nogle gange. jeg vågner omslynget af hendes hår. men hun er der selvfølgeligt ikke. og hvad forskel ville det gøre hvis hun var. min depression tager til. små skridt.

men jeg mister langsomt mit lys. tilbage er kun vreden. og en let frustration. over hvor behagelig mageligheden kan være. ulideligt i al sin lethed. selv ikke i min lidelse kan jeg være original. hvor trist at kunne kende forskel. men ikke selv rummer kimen til det. jeg læste Osho. om at for grækerne. det vil sige os. var optaget af at kende sig selv. men havde glemt at være. jeg har glemt at være. at bare være. jeg ved ikke hvad det vil sige. mere. jeg er så opsat på at skulle være nogen. at jeg har glemt at være mig. jeg er fanget i mit tykke hylster. i mit legeme som ingen vil se på. som jeg ikke vil se på. jeg føler tit en større samhørighed. med mine romanfigurer end med mine medmennesker. i det mindste forlader de mig ikke. hvad jeg end gør. så står de der også i morgen. Tom Wolf står der med sin kolde marv. Le Carré er altid klar i det russiske hus.

der er aldrig slinger i valsen med Bukowski. lige meget hvor misantropisk humør han er i. så er der plads i sofaen til mig. det er de levende jeg bokser med. det er de levende jeg ikke kan slette. de levende jeg ikke kan få til at blive. når Eika og Kafka de visker. så gør de det så jeg kan høre. så jeg kan forstå. men aldrig nok til at det gør ondt. ikke så jeg kan mærke. kun lige nok til at jeg overlever. på første klasse. men uden farver. hvad er første klasse værd? i sort hvid.