Barsk dating · 2021

Barsk dating 67

67
Vi kan ikke engang se det, som er, ikke se den
adgang til hinandens hjerter som vi
møjsommeligt har datet frem, indrammet af lys
og vaklende for øjnene af os, mumlende en eller
anden fjern delmængde af noget umuligt sundt
og sandt, et virvar af synsvinkler og dyrt købte
hjertelammelser, det er næsten som om, noget
brænder, jeg kan sandt for dyden ikke mærke
gløderne, men duften af brændt kød fylder mit
sind, næsten som dit eftermæle fylder dine
tørstige dagdrømme, BARS, hvad vi end
startede, så slutter det endegyldigt indimellem
ligegyldige klichér.
Vi hugger alle sammen fra hinanden, skat, fra
de forkerte, fra horisonten under trægrænsen, fra
det tomme hus på skråningen, du arvede alt for
tidligt, jeg skifter karakter, mens jeg skriger, det
bliver aldrig anderledes, sæt farten op hvis det
gør dig glad, jeg må nemlig videre, hav det så
fucking godt, jeg vil aldrig se dig igen, nej du
skal ikke røre mig, du kan ikke gøre det godt
igen, nogensinde, sammen med dig føler jeg
mig fastfrossen, fuldstændig fastfrossen i mit
livs essens, det vil aldrig holde op med at være
på præcis den måde, jeg er kun en fantastisk
digter midt i al elendigheden, jeg kan ikke holde
ud at være med dig, jeg vil altid være alene med
dig, det er min forbandelse, vi begynder
alligevel forfra på mandag, jeg mener det, om
en uge er det hele glemt.

§ Del arket

Facebook Gem kortet

Kortet er til Instagram — gem det og læg det op med linket i din bio.

TK // LIVE
Læs Se