Barsk dating 66

66

På et tidspunkt, for ikke alt for længe siden, befandt jeg mig i en situation af bundløs gæld, fanget i en navnløs by som aldrig er blevet bombet, ikke har været værd at bombe, en stille provinsby for evigt i bakgear der selv om vinteren lugtede lidt af misbrugte svin, mens BARS blev holdt i et jerngreb af venlige, uinteresserede hovedstadsredaktører og vrede, uforstående, gådefulde læsere, jeg var en utændt raket forbløffet over min egen vildskab, opfyldt af navnløst had til gud ved hvem, anskaffet under ukendte omstændigheder.

Du har heller aldrig villet ha’ noget, TK, ha’ nogen, du skriver ikke en skid for at være nyttig efter din død, du er pisse ligeglad med mig, med kunsten, den eneste gæld, verden skylder dig, BARS, er at stoppe med at lytte til alt dit kvindehadende selvynk, du er ikke en bombe, det er ikke bombastiske udfald, der giver mig gåsehud, det er de ordinære øjeblikke, der skaber liv, der skaber livet, dette er hvad jeg ved og stoler på, og hvad jeg har lært efterhånden, eller alle dine spring eller styrt, men når du inhalerer detaljerne om fortiden små som dråber i støvregn, så ved jeg, hvem du er, BARS.