Barsk dating 66

66
På et tidspunkt, for ikke alt for længe siden,
befandt jeg mig i en situation af bundløs gæld,
fanget i en navnløs by som aldrig er blevet
bombet, ikke har været værd at bombe, en stille
provinsby for evigt i bakgear der selv om
vinteren lugtede lidt af misbrugte svin, mens
BARS blev holdt i et jerngreb af venlige,
uinteresserede hovedstadsredaktører og vrede,
uforstående, gådefulde læsere, jeg var en utændt
raket forbløffet over min egen vildskab, opfyldt
af navnløst had til gud ved hvem, anskaffet
under ukendte omstændigheder.
Du har heller aldrig villet ha’ noget, TK, ha’
nogen, du skriver ikke en skid for at være nyttig
efter din død, du er pisse ligeglad med mig, med
kunsten, den eneste gæld, verden skylder dig,
BARS, er at stoppe med at lytte til alt dit
kvindehadende selvynk, du er ikke en bombe,
det er ikke bombastiske udfald, der giver mig
gåsehud, det er de ordinære øjeblikke, der
skaber liv, der skaber livet, dette er hvad jeg
ved og stoler på, og hvad jeg har lært
efterhånden, eller alle dine spring eller styrt,
men når du inhalerer detaljerne om fortiden
små som dråber i støvregn, så ved jeg, hvem du
er, BARS.