Barsk dating · 2021

Barsk dating 6

6
Det som var før, er nu blæst væk, ind i din
mund, bordet porøst mellem os, ingen ord, vores
blik en bålplads, jeg ser langsom ud, ser
langsomt ud, der er ingen sne, selvom det er
november, i kanalen en fragtbåd fyldt med små
sorte sten, hvide små sten, ikke grimt, meget
begravelsesagtigt, jeg lukker øjnene, vi kæmper
os op ad en jernbaneskråning, vi passerer os selv
som børn, samme afstand mellem os hele tiden,
som mellem fortid og fremtid, ingen tvivl mulig,
BARS TILSKODDET, du, alt for levende,
sammenkoblet med fremtiden på en måde jeg
aldrig bliver, du lyver, du lyver jo fremtiden
åben med dine skridt, men jeg tager mine
chancer, fortid er altid fremtiden, lad os gå
derud, lad os synke dybere, skyggerne fylder
haven op, jeg opdager skiltet, havde ikke set det
da vi kom, ’alting har en pris’, din bålplads
kræver brænde.
Jeg har lyst til at springe ud ad vinduet, et
hvilket som helst vindue, jeg vil grave mig op i
verdens røvhul bare for at kunne kaste mig ud,
slippe væk fra dig, at kaste op over dine
manipulerende skavanker er ikke nok, jeg har
fået nok!, BARS, jeg kan ikke tage dine stød
mere, jeg har mistet min stilhed, og du har
stjålet min stolthed, sådan som du bøjer alt i
neon, jeg ved sgu da godt, at jeg er noget
særligt, men det er dit frieri, der har bristet mig
itu, sammen med dig er jeg en sten, du har slået
noget ihjel, som allerede er dødt, som om du
hele tiden har en alvorlig samtale om kærlighed
med en anden lige uden for min rækkevidde,
fanden tag dig, BARS, jeg svajer i ryggen, tænk
ikke, træng op, det skal gøres, så gør det, min
pris er en kontant handlen.

§ Del arket

Facebook Gem kortet

Kortet er til Instagram — gem det og læg det op med linket i din bio.

TK // LIVE
Læs Se