Barsk dating 59

59
Jeg er bange, BARS, når tankerne vandrer frit
fra mund til mund, fra jernlågen i Østre Anlæg
langs den gamle voldgrav, og der er så
forbandet malerisk skønt, fucking åkander og
nedfaldne træstammer, og din stemme den
rammer, spejlglat, allerede videre, du vil se
fremad, næsten hvisker du, din ånde
koncentreret brændbart stof, intet bliver helt
det samme igen, du var det jeg kendte, BARS, en
slags fremtidsbillede, mere end ingenting, en
diskret vinterfrenesi som i stormvejr rev sig løs
fra et enormt containerskib, spyttet op på min
atlanterhavsvendte kyst efterladende digte,
afblegede og afslebne.
Du er bange for at blive smidt væk, men intet er
nogensinde væk, væk er blot et andet sted, væk
er et midlertidigt opholdssted for alle uorganiske
genstande, som først vil blive nedbrudt helt om
hundredvis af år, som planter, madrester,
hukommelsessvigt, moralske tømmermænd, tænk
at din kritik af mine digter også en dag bliver
nedbrudt til deres mindste bestanddele, så de
igen kan blive til næring og byggestoffer i nye
strofer, BARS glemmer dig måske, men intet
forsvinder på vores planet, mængden af stoffer
forbliver konstant, men i dit hoved er der en
forestilling om os, som snart trækkes ud af
ligningen.