Barsk dating 59

59

Jeg er bange, BARS, når tankerne vandrer frit fra mund til mund, fra jernlågen i Østre Anlæg langs den gamle voldgrav, og der er så forbandet malerisk skønt, fucking åkander og nedfaldne træstammer, og din stemme den rammer, spejlglat, allerede videre, du vil se fremad, næsten hvisker du, din ånde koncentreret brændbart stof, intet bliver helt det samme igen, du var det jeg kendte, BARS, en slags fremtidsbillede, mere end ingenting, en diskret vinterfrenesi som i stormvejr rev sig løs fra et enormt containerskib, spyttet op på min atlanterhavsvendte kyst efterladende digte, afblegede og afslebne.

Du er bange for at blive smidt væk, men intet er nogensinde væk, væk er blot et andet sted, væk er et midlertidigt opholdssted for alle uorganiske genstande, som først vil blive nedbrudt helt om hundredvis af år, som planter, madrester, hukommelsessvigt, moralske tømmermænd, tænk at din kritik af mine digter også en dag bliver nedbrudt til deres mindste bestanddele, så de igen kan blive til næring og byggestoffer i nye strofer, BARS glemmer dig måske, men intet forsvinder på vores planet, mængden af stoffer forbliver konstant, men i dit hoved er der en forestilling om os, som snart trækkes ud af ligningen.