Barsk dating · 2021
Barsk dating 58
58
Stædigt og lidenskabsløst uden nogensinde at
betvivle rimeligheden i min opgave, min rolle at
være fingrene på din aftrykker, tvinger jeg mig
længere og længere ind i dit liv, BARS, dybere
end nogen af os egentligt bryder os om, det er
som om det er lige meget, hvor lang tid det
tager, men jeg må ikke give op, det er i hvert
fald den historie, jeg fortæller mig selv, og jeg
har aldrig haft grund til ikke at tro på den,
gennem hele vores affære har jeg noteret mig
med glæde de voldsomme forandringer i din
tøjmæssige fremtoning, BARS, du er og bliver en
katastrofe, men i det mindste er du min
konkurs.
Det er næsten som om der er en nådegave gemt i
din selvtilfredse mine, et næstekærligt
nakkeskud måske, den svæver bare i luften, en
ting som tilsyneladende allerede eksisterede, for
mig har det meget at gøre med, at vi tilfældigt
var løbet på hinanden, tror jeg, det hele var så
vidunderligt og uventet, og vi var på en måde
ude af os selv, og jeg troede, jeg kendte dig lige
så godt, som jeg kendte mig selv, og hvad sker
der så, jeg finder ud af, at du er blevet luder,
det slår mig ud, jeg har det frygteligt med det,
som om BARS er blevet forrådt, men samtidig
indser jeg også, at jeg misunder dig, du har ikke
ændret dig, du er den samme, tosset fyldt med
narrestreger, giver fanden i hvad andre mener,
som om du altid er skyfri og altid befinder dig i
maj måned.
§ Del arket
Kortet er til Instagram — gem det og læg det op med linket i din bio.