Zebra

Jeg sidder fast
Fastholder solen
I dens bane
Fastfryser
Øjeblikkets
Smerte og
Dine døende orkideer
Får næsten tidsbid
Giver næsten slip
Men så må jeg også
give slip på dig
På skraldeposen
Du lod stå
Det beskidte bestik
Du gav pokker i
Og de få dyriske øjeblikke
Bliver til koma klatter
Mens jeg som et forsøgsindivid
Drukner i dine tænders
Knitren på min hud
Neglebånd flammer
I mine drømme
Det kan kun være anderledes
Visker du
Selvom du er langt borte
Inderligheden syder på hvert
Er svedent blad
Forglemmignu skriger jeg
Som en brændende busk
Mens zebra’erne æder løveungerne
Langsomt og metodisk
1/8-19