Udækket krop

Er så træt af
at gemme mig
Træt af at vente
På at livet
Skal til at starte
Som om det at mærke
Min søns små fødder
Under dynen ikke er
En slags liv
Jeg gemmer mig
Så ingen opdager
Hvor nøgen jeg
Føler mig hele
Tiden
Jeg føler mig
Komplet nøgen
Sammen med dig
Og derfor rammer
Alle dine hårde ord
Mig som syreregn
Når du beklager dig
Over min manglende
Selviskhed
Min manglende evne
Til tydeligt at sætte
Klare grænser
For din udfoldelse
Så skærer dine ord
Strimler af min arm
Når du forsøger at
Få mig til at forstå
At din tillid til mig
Lider når jeg gemmer
Mig så får det mig
Til at gemme mig
Endnu dybere
Så du ikke skal se mit
Ubehag over
At falde i din agtelse
At turde stå nøgen
Foran dig i al din
Kvindelige magt
Er som at gå helt
Ud til rælingen
Og lade bølgerne
Fra det iskolde hav
Slå mod min
Udækkede krop
Det hav jeg føler
Jeg kender så godt
Det hav jeg aldrig
Kan føle mig sikker
På fordi det er så
Lunefuldt
Nej jeg ved faktisk
aldrig
Fra hvilken side
Det vil rammer mig
Næste gang
Og der foran mig
er lugen
Ned og væk
Ned i sikkerhed
Ned i mørket
Væk fra havet
Og væk fra dig
Men jeg tillader
Mig at blive i det
Blive i smerten
Over at fejle
Katastrofalt
I dine øjne
Jeg åbner
Kroppen
For al
Din skuffelse
Lader skuffelsen
Vaske gennem mig
Åbner munden
Og synker så meget jeg
Kan
Synker i knæ
Mens mine negle
Laver mærker i rælingens
Hårde træværk
Mærker et vingesus
Mærker du trækker
Dynen til side
Og kysser min navle
Min hånd hviler nu
På din pude varm
Dit bryst i min mund
Vældige bølger bryder
Sig på vores
Varme rolige
kroppe
Som tyk oliemaling
På et frisk nyt lærred
Et tabula rasa