Udækket krop

Er så træt af at gemme mig Træt af at vente På at livet Skal til at starte Som om det at mærke Min søns små fødder Under dynen ikke er En slags liv Jeg gemmer mig Så ingen opdager Hvor nøgen jeg Føler mig hele Tiden Jeg føler mig Komplet nøgen Sammen med dig Og derfor rammer Alle dine hårde ord Mig som syreregn Når du beklager dig Over min manglende Selviskhed Min manglende evne Til tydeligt at sætte Klare grænser For din udfoldelse Så skærer dine ord Strimler af min arm Når du forsøger at Få mig til at forstå At din tillid til mig Lider når jeg gemmer Mig så får det mig Til at gemme mig Endnu dybere Så du ikke skal se mit Ubehag over At falde i din agtelse At turde stå nøgen Foran dig i al din Kvindelige magt Er som at gå helt Ud til rælingen Og lade bølgerne Fra det iskolde hav Slå mod min Udækkede krop Det hav jeg føler Jeg kender så godt Det hav jeg aldrig Kan føle mig sikker På fordi det er så Lunefuldt Nej jeg ved faktisk aldrig Fra hvilken side Det vil rammer mig Næste gang Og der foran mig er lugen Ned og væk Ned i sikkerhed Ned i mørket Væk fra havet Og væk fra dig Men jeg tillader Mig at blive i det Blive i smerten Over at fejle Katastrofalt I dine øjne Jeg åbner Kroppen For al Din skuffelse Lader skuffelsen Vaske gennem mig Åbner munden Og synker så meget jeg Kan Synker i knæ Mens mine negle Laver mærker i rælingens Hårde træværk Mærker et vingesus Mærker du trækker Dynen til side Og kysser min navle Min hånd hviler nu På din pude varm Dit bryst i min mund Vældige bølger bryder Sig på vores Varme rolige kroppe Som tyk oliemaling På et frisk nyt lærred Et tabula rasa