Ubehersket vellyst

Kantsten i skoen En vægt på panden Fuldmånen efterlader Tåre I mine fodtrin I sandet Natten har øjne Der klynger Sig om mine Ankler mine øjne er lukkede Min krop stor Og oppustet

Fjenden er lumsk Den ligger altid på lur Det ved jeg bare Gemt væk som Den er overalt I de glohede Stød som rammer Mig Og presser skammen Over at være i live Nedad fra bughulen

sulten efter mere Sulten efter Det fineste jeg har Lige meget hvor Meget jeg korrigerer Og disciplinerer Lige meget hvor Meget jeg jamrer Og vrider mig

Havet kæmper For sit liv Alt dets grønne Væv ætset væk Kun råddent støv Efterladt til Os vi ubekymret Vi skriger under Bølgerne I ubehersket vellyst Vores kroppe Hensat i drømmende Dvaletilstand

Jeg dufter til bølgerne I dit opsatte hår Det må næsten være Daggry Fuglene kaster Uforsigtigt Hænderne op Vi deles om din Sammenrullede nederdel Våd og fyldt med Klæg Klæbende sand

Noget trækker Sandet væk Under os Jeg mærker Din rystende hud helt Inde under min Dine fingre klamrer Til månevejen I mit skæg Jeg er bange Men lukker ikke

Hjertebanken Runger højt Mellem klipperne Mine såvel Som dine Kaotiske Som bølgerne Der kaskader mod Os som et Vildt åndedræt

kan ikke rejse mig Fra dine bid Så hårde at de Næsten bider gennem Jordskorpen Så hårde at de må antænde Nattehimlens fortæppe Indtil døren Bliver åbnet på Vid gab

Og jeg lægger Kantstenen Til rette på Den vej vi sammen Skal bygge Og lader vægten Nænsomt veje både Tordenbrag og dit Ansigt i halvmørket