Ubehersket vellyst

Kantsten i skoen
En vægt på panden
Fuldmånen efterlader
Tåre
I mine fodtrin
I sandet
Natten har øjne
Der klynger
Sig om mine
Ankler
mine øjne
er lukkede
Min krop stor
Og oppustet
Fjenden er lumsk
Den ligger altid
på lur
Det ved jeg bare
Gemt væk som
Den er overalt
I de glohede
Stød som rammer
Mig
Og presser skammen
Over at være i live
Nedad fra bughulen
sulten efter mere
Sulten efter
Det fineste jeg har
Lige meget hvor
Meget jeg korrigerer
Og disciplinerer
Lige meget hvor
Meget jeg jamrer
Og vrider mig
Havet kæmper
For sit liv
Alt dets grønne
Væv ætset væk
Kun råddent støv
Efterladt til
Os
vi ubekymret
Vi skriger under
Bølgerne
I ubehersket vellyst
Vores kroppe
Hensat i drømmende
Dvaletilstand
Jeg dufter til bølgerne
I dit opsatte hår
Det må næsten være
Daggry
Fuglene kaster
Uforsigtigt
Hænderne op
Vi deles om din
Sammenrullede nederdel
Våd og fyldt med
Klæg
Klæbende sand
Noget trækker
Sandet væk
Under os
Jeg mærker
Din rystende hud helt
Inde under min
Dine fingre klamrer
Til månevejen
I mit skæg
Jeg er bange
Men lukker ikke
Hjertebanken
Runger højt
Mellem klipperne
Mine såvel
Som dine
Kaotiske
Som bølgerne
Der kaskader mod
Os som et
Vildt åndedræt
kan ikke rejse mig
Fra dine bid
Så hårde at de
Næsten bider gennem
Jordskorpen
Så hårde at de må
antænde
Nattehimlens fortæppe
Indtil døren
Bliver åbnet på
Vid gab
Og jeg lægger
Kantstenen
Til rette på
Den vej vi sammen
Skal bygge
Og lader vægten
Nænsomt veje både
Tordenbrag og dit
Ansigt i halvmørket