To kar

Hvornår har jeg
Følt mig fri
Og lykkelig
Denne sommer
Måske da jeg havde
Sat bilen og gik
Op mod festival
Pladsen og dig
Solen glimtende
I træerne
Ingen vægt på
Min ryg
Luften fyldt
Med støv og smil
Og manden i vesten
Komplimenterede
Min skjorte
Og verden lå
Forenden af den
Brede indkørsel
Der forgrenede
Sig ud og væk
I de sekunder
Drak jeg glubsk
af livet
Og da du lynede
Mine bukser ned
Før Damon
Cremet sang
Orange op
Og mens hegnet koldt
Glødede under vores
Fugtige Håndflader
Og græsset fladmast
holdt kroppene
Oppe dem
Vi bar så fjollede
Lige der var jeg lykkelig
Mens mørket dæmpede
Vores skrig
Og tungerne dansede
Asynkront pulserende
Og blandede sig med
Glæden fra 80000 kroppe
Lifligt og let
Der slog Friheden om mig
Verden står
Altid på lur
Sniger sig ind
Kaster sit sultne
Blik på hver en
Stump af fryd jeg
Snubler over
Selv der hvor jeg trænger
Op i dig under
Havets Azurevævede
Hvælving
Hvor vi er vægtløse
Og umuligt forbundne
To Kar der løber over
Og videre i et
Evigt kredsløb
Indtil vi kommer
ud af
Sprækker i klipper
Så vi kan dyppe os
Lifligt i juicen
Fra vores ikke
Så forbudte
Frugt
Selv der med fuldfede
Køer som de eneste
Vidner til miraklerne
På de slimmede sten
Selv der står
Ufriheden tungt
Og stirrer rungende
Glædesløst på mig
Som om den også
Drømmer om at
Betræde andre
Stier men dens
Fødder sidde fast
Sidder sammen med
Mine i smerte rillen
Kanten er forfærdende
Lav og friheden er
Lige der
Kun øjeblikke
Begrænser mig
Og du er lige der
Teleporteret ind i
Mit liv
Med øjne af
Norsk kvarts
Sylespidse
Sneklædte
Kærlighedstinder
Der stråler
Om kap med
Den sommer vi
Netop har levet
Og som jeg først
Nu skal fordøje
Måske bor friheden
Både i den
Rene tilstædeværelse
I det gyldne øjeblik
Og i friheden til at
Mindes det som
Trods alt var
ægte og sandt
Frem for smerten og
Ulykkeligheden
Sådan som den
blev levet
Hvis jeg kan så vil
Jeg mindes regnen
Der skyllede mine synder
Væk til Burna Boy
Og din varme krop
Der vuggede os
Ud over kanten
Så vil jeg mindes
De kys der
Stadigvæk brænder
På min hud