To kar

Hvornår har jeg Følt mig fri Og lykkelig Denne sommer

Måske da jeg havde Sat bilen og gik Op mod festival Pladsen og dig Solen glimtende I træerne Ingen vægt på Min ryg Luften fyldt Med støv og smil

Og manden i vesten Komplimenterede Min skjorte Og verden lå Forenden af den Brede indkørsel Der forgrenede Sig ud og væk I de sekunder Drak jeg glubsk af livet

Og da du lynede Mine bukser ned Før Damon Cremet sang Orange op Og mens hegnet koldt Glødede under vores Fugtige Håndflader Og græsset fladmast holdt kroppene Oppe dem Vi bar så fjollede

Lige der var jeg lykkelig Mens mørket dæmpede Vores skrig Og tungerne dansede Asynkront pulserende Og blandede sig med Glæden fra 80000 kroppe Lifligt og let Der slog Friheden om mig

Verden står Altid på lur Sniger sig ind Kaster sit sultne Blik på hver en Stump af fryd jeg Snubler over

Selv der hvor jeg trænger Op i dig under Havets Azurevævede Hvælving Hvor vi er vægtløse Og umuligt forbundne To Kar der løber over Og videre i et Evigt kredsløb

Indtil vi kommer ud af Sprækker i klipper Så vi kan dyppe os Lifligt i juicen Fra vores ikke Så forbudte Frugt Selv der med fuldfede Køer som de eneste Vidner til miraklerne På de slimmede sten

Selv der står Ufriheden tungt Og stirrer rungende Glædesløst på mig Som om den også Drømmer om at Betræde andre Stier men dens Fødder sidde fast Sidder sammen med Mine i smerte rillen

Kanten er forfærdende Lav og friheden er Lige der Kun øjeblikke Begrænser mig Og du er lige der Teleporteret ind i Mit liv Med øjne af Norsk kvarts Sylespidse Sneklædte Kærlighedstinder Der stråler Om kap med Den sommer vi Netop har levet Og som jeg først Nu skal fordøje

Måske bor friheden Både i den Rene tilstædeværelse I det gyldne øjeblik Og i friheden til at Mindes det som Trods alt var ægte og sandt Frem for smerten og Ulykkeligheden Sådan som den blev levet

Hvis jeg kan så vil Jeg mindes regnen Der skyllede mine synder Væk til Burna Boy Og din varme krop Der vuggede os Ud over kanten Så vil jeg mindes De kys der Stadigvæk brænder På min hud