Tusindårsgreb

Er ude af balance
Svært at få andre til at forstå
Hvorfor jeg stadigvæk
Sidder på trappen til det
Mausoleum jeg har bygget
Til os
Det er som balancen kun
Kan genvindes gennem
Din stemme der dimser
I mit øre
Der bliver til tabte tandhjul
Den vaklende bro jeg må
Betræde på ny
Mens jeg betragter dig i al
Din yndighed
Blodmånen er den fælles mor
Der løfter os op og ud og helt bort
Vores pjaltede sjæle
Laver perfekte cirkler
På de høje mure
Vi er rejst halvvejs gennem
Uendeligheden
Og verden er stadivæk
Kaos og novemberdag
Man kan næsten se
Bølgerne fra vores brud
På dit ansigt
Jeg bærer mine brud ar som en
Slags ørkendannelse
Hvor der skulle have være oase
Af jord er vi komme
Til muldvarpe skal vi blive
Det er svært at rekalibrere efter os
Du giver så meget genlyd
Du river mine vinger af
Jeg planter dem på ny i en potte
Lader dem gennemvæde af
mine tåre
De vokser til 30 meter bambus
Bag dem ser jeg dig som du faktisk er
Din egen strenge dommer
Et raslende blad på
Din fars ulmende kompostbunke
Elskede din tavshed gør mig skør
Må løsne dit tusindårsgreb
Jeg er ude af balance
Måske fordi dit forvrængede lille smil
Er forsvundet bag randen
Af noget uoverskueligt stort