Tusindårsgreb

Er ude af balance

Svært at få andre til at forstå Hvorfor jeg stadigvæk

Sidder på trappen til det Mausoleum jeg har bygget Til os

Det er som balancen kun Kan genvindes gennem

Din stemme der dimser I mit øre

Der bliver til tabte tandhjul

Den vaklende bro jeg må Betræde på ny

Mens jeg betragter dig i al Din yndighed

Blodmånen er den fælles mor Der løfter os op og ud og helt bort

Vores pjaltede sjæle Laver perfekte cirkler

På de høje mure

Vi er rejst halvvejs gennem Uendeligheden

Og verden er stadivæk Kaos og novemberdag

Man kan næsten se Bølgerne fra vores brud

På dit ansigt

Jeg bærer mine brud ar som en Slags ørkendannelse

Hvor der skulle have være oase

Af jord er vi komme Til muldvarpe skal vi blive

Det er svært at rekalibrere efter os

Du giver så meget genlyd

Du river mine vinger af Jeg planter dem på ny i en potte

Lader dem gennemvæde af mine tåre

De vokser til 30 meter bambus

Bag dem ser jeg dig som du faktisk er

Din egen strenge dommer Et raslende blad på

Din fars ulmende kompostbunke

Elskede din tavshed gør mig skør Må løsne dit tusindårsgreb

Jeg er ude af balance

Måske fordi dit forvrængede lille smil Er forsvundet bag randen

Af noget uoverskueligt stort