Syndflod

I fem lange år Forsatte jeg på den måde

Dag ud og dag ind Midt i det mest oprørte hav

En stadig feber og lidelse Mens verden gik til

I stormflod, oversvømmelser, Tørke, mord og selvmord

Det stod ikke i min magt At afværge katastrofen

Hver dag med hvert skridt Længtes jeg efter at

Blive fri for Det alt sammen

Men alligevel følte jeg mig uimodståeligt tiltrukket af det

Indtil jeg begyndte at skrige Af mine lungers fulde kraft

Og lå sådan indtil daggry Havde en våd drøm

Midt i det hele Ildtunger brød ud af

Mine hæse næsebor Under mig var den solide klippe

Den samme satans klippegrund Du havde efterladt mig

Skibbruden på fem lange År forinden

Jeg havde også været udkørt Det havde også været skrupskørt

Og der var ligesom ingen Meningen i det da som nu

Bortset fra at vi med vores Galskab gjorde hele verden gal

I mindre eller større målestok Men det var og er det samme

Overalt

Fordi alt er kaos Og meningsløst (uden dig!)

Sten for håbløs sten Byggede jeg mig et fyrtårn

Til alt jeg længtes efter Var at udslette det igen

Jeg længtes efter et jordskælv Efter en eller anden form for

Syndflod

Jeg længtes for at jorden Ville åbne sig

Opsluge alt i et Sugende gisp

Dig Mig forbandede dansende os

Ingen medlidenhed Ingen blidhed

Jeg længtes efter Aldrig mere skulle

Tale eller lytte eller tænke

At være omringet og omsluttet På samme tid opløst i dig

Du!

Ubestandig som molekylen! Bestandig som atomet! Hjerteløs som jorden selv!