Arlöv Blues

Det var begyndelsen Til adskillige ting Det var måske bare Tanken om hvad der Eventuelt kunne ske Der fik os til at gro

Rastløse sjæle Forpinte sjæle Skamløse kujoner

Ruiner spredt ud overalt Alle til hobe Mig selv iberegnet

Folk tror ofte Jeg er en slags eventyrer

Men i mine eventyr Har hverken tid eller rum Eller heltegerninger nogen Betydning

Tag nu i forgårs Hvor jeg var kørt Til en svensk Forstad

For at “elske” med en Svensk forstadsfrue En svensk løgnagtighed

Hende ord ikke mine

Hendes hjem kamuflerede Den rendesten hun følte Sig som

De smagfuldt indrettede Rum dækkede for

Hendes klamme fugtige Indre grønne vægge

Vi arbejdede længe I vores ansigters sved

Til alt der var sundt Og forfriskende var rystet af os

I fladskærmens skarpe Genskin lå vi og

Klamrede os til livet Hun mere end jeg

Halvmørket gennemstrømmet Med hendes drømme om

Den død der ikke kunne Komme tids nok

Ikke indhente hende men Derimod kærligt suge hende ned

Og væk fra den umådelige Kloakerende hendes liv

Havde vist sig at være Hvad med dine piger?

Dine børn? Viskede jeg vantro

De har en far klukkede hun Og hans narcissisme til trods

Så er de bedre tjent i hans Varetægt end hos mig

Jeg er ødelagt, TK! Jeg er kun et hul!

Jeg duer kun til en ting! Jeg vil kun to ting

Kneppe og dø!

Jeg cykler tit ud til den bro Jeg vil hoppe fra

Der føler jeg mig næsten Lige så fri

Som når jeg kommer Som lige før da du

Voldtog min røv Uden lov

Der forsvandt jeg også Snart forsvinder jeg rigtigt

Snart giver jeg rigtigt slip Klukkede hun

Klemt inde mellem Mine arme

Åh jeg glæder mig Sådan, TK!

Hun tog mine hænder i sine Og holdt dem blidt fast

Mens tårerne trillede Ned af mine kinder

Jeg mener det, TK Jeg er ligeglad med

Hvad der sker mig Så længe det her

Hun så sig rundt Bare for en ende, snart

Næste morgen trængte jeg Nænsomt op i hende

Kneppede hende vågen Kneppede livet tilbage i hende

Hun lod mig gøre det Lige dele nydelse og afsky

Afspejlet i hendes Trøstesløse blik

Hendes domino brikker Forlængst opstillede

Og deres fald forlængst Påbegyndt

Hun var hvid som et lagen Nu er jeg færdig, TK

Færdigkneppet!

Nu skal du gå før noget Indeni mig begynder at

Danne sig en bro Som atter kan knytte mig

Sammen med livets strøm Fordi du kan aldrig blive min, TK

DU VIL ALTID VÆRE HENDES! Altid være kolibriens fange

Så gå nu før håbet i dine øjne Overrumpler mig

På vej ud af døren så jeg En dominobrik

Hendes fingre fulgte mig Mens jeg samlede den op

Da jeg mærkede dens tyngde I hånden forekom alt pludseligt

Uvirkeligt næsten værre Unødvendigt

Jeg vendte mig om og gik

Måske hoppede hun

Men det hun hopper fra Hører aldrig rigtigt op

I sidste ende er det Der afholder mig fra at

Hoppe min egen Umættelighed

Og dominobrikkerne i det Fjerne

Grænse linjer

Når mørket svinder Kommer såret frem Såret som er mennesket Som er menneskets kærlighed

Som er mig badet i dit lys

Jeg lægger mig i vores kærlighedsgrav, igen

Natten fyldes med Hvordan føles du Hvordan lugter du Hvordan knepper du

Jeg giver slip og følger efter

Således vandrer vi Tavse videre

Sover og æder sammen

Siamesiske tvillinger Som kærlighed har forenet Som døden alene kan skille

Hånd i hånd Men ordløse

Din hjerne er et roterende søgelys Der aldrig taber i styrke

Alle dine kræfter sat ind på At skabe et mytisk væsen

Til du er aldeles blind For din egen skønhed

Din egen særegne charme For slet ikke at tale om Din identitet

Du er ikke tilfreds før Helena Toner frem

Hvis ynde hverken mand eller Kvinde vil kunne modstå

Du behøver ikke en gang Huske dine løgne

Du skal altid bare huske din rolle

Så længe du ikke svigter dig selv Så findes der ingen løgn der er For uhyrlig

Du behøver ikke opfinde nogen fortid Kun huske den fortid der hører

Til den virkelighed Du ønsker at fremmane

Du er altid i konstant rotation Mens du tænder og slukker Dine blændende lys-prismer

Jeg kan ikke overrumple dig Selv ikke mens du sover

Fordi der ikke er noget at overrumple Fordi du er mekanismen selv

Der utrætteligt dirigerer Myriader af spejle der

Skal genspejle den myte du selv Har skabt

Det er bestemt ikke din hensigt

Du har blot forsøgt at organisere din verden Din skønhed

Men under jagten glemte du Fuldstændigt det du havde søgt

Og blev et offer for sin egen skabelse

Du blev så smuk at du blev Frygtindgydende

Du blev så hæslig at Du vækker rædsel

Især når din charme er På sit højeste

Din blinde ukontrollable vilje Stråler gennem dine øjne

Og afslører det uhyre du forsøger At skjule

Det lykkes dig næsten Men kun næsten

Dine ord driver af dig som lava Dit kød klamrer sig sultent til mit

Måske for at få et holdepunkt

Som en krog til noget solidt Og substantielt

Hvor du kan integrere og hvile ud Om end kort

Til at starte med misforstod jeg dig Jeg troede du var ægte lidenskab

Jeg troede jeg havde fundet en Levende vulkan

En kvindelig Vesuv

Jeg overså helt dit SOS Jeg så slet ikke det menneskelige

Skib som gik under i et Ocean af fortvivlelse

Jeg ved at vi bøjer verbet At elske som to vanvittige

Der forsøger at kneppe sig Vej gennem et jerngitter

Din krop er stærk og smidig Den har en naturlig tyngde

Næsten som et varmt lig

Før daggry

Vi ligger rullet sammen

Du ovenpå mig Indkapslet i din egen

Skabelses vakuum

Selv i søvne er du magtesløs for Dit eget bedrags kunst

Du er for evigt magisk intakt

Men i det solen vågner Slår du øjnene op

Med en gennembrydende Ubevægelighed

Dine pupiller svagt dirrende Som en kompasnål

Når jeg ser på dig virker du frygtløs Personificeringen af mod

Og det er du!

Så længe du ikke bliver Tvunget til at vende dig om

Du er fanget i et væddeløb Til verdens yderste grænse

Et væddeløb du har tabt fra starten

Og der ligger jeg ulideligt og minder dig Om at vi blot er to sandkorn

På det største oceans kyst

Det er så enkelt og indlysende At det gør dig helt vild

Tvinger dig ud af vores Kærlighedsgrav

Fremad Fremad Og bort fra dig selv