Svaler haster forbi

Svaler haster forbi
himmelråbende deres
svævende hegemoni
hist hvor livet
slår sine mundfulde
forbliver jeg troligt
I min tildelte
badezone
mens sommeren haster
sig forbi
en hidsig dansk
våd sommer
dagene hober sig
op
som damerne på
mit mande cv
nok til at give
mig hovedpine
hovedparten
glemt før de
forlader min hule
forsøger at renovere
hende jeg ikke
kan slippe
væk
via hovmod
og stød ud i
tågen
alt jeg rammer
er det plattenslageri
mine ord har efterladt
en intrige jeg
selv har skabt
en isolation
intet isenkram
kan bryde
min liderlighed
efter livet
efterlader et maskebal
fyldt med virtuelle
marionetter
hvad så hvis
jeg er autist?
Hvad så hvis
livet har manipuleret
mig til at tro
at jeg var joken
en marineinfanterist
i en evighedskrig
mod mig selv
en mariehøne
med alt for mange
pletter
Megawatt af melankoli
skyller medrivende
gennem mine åre
hvert modangreb
hver misforståelse
en invitation
til desto mere
instrospektion
interviewer
mit interllekt
uden at finde
den mindste
brugsvejledning
til dette liv
noget liv
et liv
inspicerer
uden at instrumentalisere
der er noget vedkommende
i næsten alle
detaljer
så længe åndskraften
ikke mister
sin fingerspidsfornemmelse
hvornår mistede
jeg kontakten
til det eneste
menneske jeg rent
faktisk har elsket
hvornår mistede hun
mig?
Hvornår erstattede hun
ligegyldighed
med kerneminder?
Alle andre kvinder
føles som plastikroser
mellem mine
alt for bløde lår
De er noget kinetisk
stimulans
men det er alt
de bidrager med
hvad mon jeg bidrog med
i deres liv?
Måske var der kimen
til noget i alle de
møder
og måske er det værd
at kimse af
måske er det det jeg
gør
ligemeget hvor kikset
de kegleformede
metaforer jeg
så
kedsommeligt
stabler
digt efter keratinbelagt
digt
Indeni har vi
hver især en
hemmelig kirkegård
Som vi passer og plejer
det passer når de siger
at sorg er kærlighed
der mangler en
modtager
jeg frygter ikke
de klatter af
klagende nivende
utidige selvlegitimerende
uoverlagte tåbelige
glimt af håb
jeg frygte
tiden hvor jeg
er blevet ligeglad
jeg frygten tiden
hvor hvidvare
fylder mit sind
jeg frygter tiden
hvor hvidløg
føles som en hybenkradser
måske er det ikke
hæderfuldt
at hægte sig på
noget så uhæderligt
som vores kærlighed
men for helvede
din slagside
er mere værd
end den næstes
hængende have
En højderyg
improviseret frem
helt uden mulighed
for indfrielse
hvad så hvis
jeg ikke kan finde
din indgang
det føles latterligt
at give op nu
som at blive
landsforræder
efter en larmende
invasion
lige meget hvad
har du efterladt mig
flænget
efterladt mig en
larmende latterbølger
så meget klogere
på mig selv
indtil det gik op
for mig
at det hele var
en kraftanstrengelse
vi kunne have sparret os
plukveer uden et foster
måske skulle jeg
lære at være ligeglad
selvom du har åbnet et
frygteligt sår
sandt vores sko
var fyldte med blod
tiden efter et vi
ligger stille og
glinsende mellem os
hvis du svarede mig
ville geværild
uden tvivl bryde
løs igen
pludseligt bliver min
mund til dampfløjte
til glansen i et
søgende blik
og lige der
går tændstikken af