Svaler haster forbi

Svaler haster forbi himmelråbende deres svævende hegemoni hist hvor livet slår sine mundfulde forbliver jeg troligt I min tildelte badezone mens sommeren haster sig forbi en hidsig dansk våd sommer dagene hober sig op som damerne på mit mande cv nok til at give mig hovedpine hovedparten glemt før de forlader min hule forsøger at renovere hende jeg ikke kan slippe væk via hovmod og stød ud i tågen alt jeg rammer er det plattenslageri mine ord har efterladt en intrige jeg selv har skabt en isolation intet isenkram kan bryde min liderlighed efter livet efterlader et maskebal fyldt med virtuelle marionetter hvad så hvis jeg er autist? Hvad så hvis livet har manipuleret mig til at tro at jeg var joken en marineinfanterist i en evighedskrig mod mig selv en mariehøne med alt for mange pletter Megawatt af melankoli skyller medrivende gennem mine åre hvert modangreb hver misforståelse en invitation til desto mere instrospektion interviewer mit interllekt uden at finde den mindste brugsvejledning til dette liv noget liv et liv inspicerer uden at instrumentalisere der er noget vedkommende i næsten alle detaljer så længe åndskraften ikke mister sin fingerspidsfornemmelse hvornår mistede jeg kontakten til det eneste menneske jeg rent faktisk har elsket hvornår mistede hun mig? Hvornår erstattede hun ligegyldighed med kerneminder? Alle andre kvinder føles som plastikroser mellem mine alt for bløde lår De er noget kinetisk stimulans men det er alt de bidrager med hvad mon jeg bidrog med i deres liv? Måske var der kimen til noget i alle de møder og måske er det værd at kimse af måske er det det jeg gør ligemeget hvor kikset de kegleformede metaforer jeg så kedsommeligt stabler digt efter keratinbelagt digt Indeni har vi hver især en hemmelig kirkegård Som vi passer og plejer det passer når de siger at sorg er kærlighed der mangler en modtager jeg frygter ikke de klatter af klagende nivende utidige selvlegitimerende uoverlagte tåbelige glimt af håb jeg frygte tiden hvor jeg er blevet ligeglad jeg frygten tiden hvor hvidvare fylder mit sind jeg frygter tiden hvor hvidløg føles som en hybenkradser måske er det ikke hæderfuldt at hægte sig på noget så uhæderligt som vores kærlighed men for helvede din slagside er mere værd end den næstes hængende have En højderyg improviseret frem helt uden mulighed for indfrielse hvad så hvis jeg ikke kan finde din indgang det føles latterligt at give op nu som at blive landsforræder efter en larmende invasion lige meget hvad har du efterladt mig flænget efterladt mig en larmende latterbølger så meget klogere på mig selv indtil det gik op for mig at det hele var en kraftanstrengelse vi kunne have sparret os plukveer uden et foster måske skulle jeg lære at være ligeglad selvom du har åbnet et frygteligt sår sandt vores sko var fyldte med blod tiden efter et vi ligger stille og glinsende mellem os hvis du svarede mig ville geværild uden tvivl bryde løs igen pludseligt bliver min mund til dampfløjte til glansen i et søgende blik og lige der går tændstikken af