Slugter og strømhvirvler

Alt det ævl vi fortæller os selv Som en nyfødt ligger vi der i frysedisken Intet er virkeligt kun smerten fra hudsulten

Intet kommer mellem os Intet får lov til at gå til spilde Vender vragen ud Som en jakke slidt i nakken

Hver morgen lyver vi De samme stykker kød Vi gør rent bord Med andres svaghed Med knivskarp iver

Vi lærer hinanden bedre at kende Bliver næsten fortrolige Før vi atter dykker ned i Flodens snavsede gule munding

Floden som skyder gennem vores Åres slugter og strømhvirvler Alt er stille på bunden af den Flod hvor du slap min hånd

Væk er alt dit ævl Om at elske nogen forevigt Alle de ord er rådnet væk Smuldret til støv

Men der i skumringen bevarer de alligevel til det Sidste sin grånende Stråleglans fuld Af fortryllelse, Mystik og grusomhed

Skam på dig i slægtled fremover For alt det ævl Du udspyede Som flammer af dragens Svovlagtige åndepust

Lige længe nok til At jeg troede på det Til du tog bolig i mit blod Til det gav mig en sygelig hjemvé efter et land

Jeg aldrig fik lov til At lære at kende Og lige meget hvor dybt Jeg dykker Eller hvor meget ild Jeg sætter til mig selv

Så kan jeg ikke slide dit Slimede guldstøv af Slide dit ævl af Lader det hænge Side om side Med alt mit eget lort

Som flade små Tarmstrenge Af farve som En menneskehjerne