Skønhedsdronning

Jeg har intet skrevet i en måned Og jeg tror ikke jeg Kan skrive noget Slet intet Jeg er gået totalt i stå Brændt ud Og det skyldes helt Og aldeles at jeg har Mødt magiske Marianne Fordi jeg skrev og skrev før jeg Mødte hende Alle de tre gange hun forlod mig Jeg sang som en lærke indtil Hun satte sine kærlighedsklør i mig Men nu dundrer hendes stemme indeni mig og sætter mig griller I hovedet

Tanker om at jeg er bedre End jeg faktisk er Eller rettere hun vil Se noget andet fra mig Noget autentisk Hun forsøger at anspore mig til At skrive om det der virkeligt gør ondt At skrive helt ind til benet Til at save benet af Men jeg sidder bare her Og mærker ulysten til at Skrive Hvis bare jeg kunne skrive En eneste god sætning Eller en eneste novelle Hvis bare jeg gad have lyst til at læse Det jeg selv skrev

Hvis bare jeg kunne sætte mig Ned med en intention og skrive Løs Også selvom det der kom ud Slet ikke lignede det Jeg havde sat mig for Selvom lødigheden var i Bund Selvom det hele var en Stor omgang løgnagtig Autofiktion Hvis jeg i det mindre bare havde Lyst til at skrive Skinbarlige løgne Som jeg kunne Skraldgrine over

Men jeg er fanget i mit hylster Som var den en spændetrøje Men jeg må sande at det Der holder den på plads I sit fastlåste kredsløb

Ikke er fysiske spænder og kæder Men en indre ophidselse En dunkel spænding Skabt af et kæmpe Undertryk Dybt under min overflade Sjofelt forklædt som et Enormt overtryk Et overtryk jeg kontinuerligt Bærer rundt på: Min fede krop Der gemmer på den hemmelighed At jeg hellere vil gå til grunde End at skrive en eneste Sand sætning hellere pranger om Bare en sjasket fedtemad Til Bare en til så lover Jeg at jeg stopper Så tager jeg mig sammen Så genføder jeg mig selv Durk ind i sjælefredens Lange nat Bare en øl til Bare en overspringshandling Til Så liver jeg at leve for livets skyld

Jeg kender hver en undskyldning Hvert et forrykt argument For at fortsætte med at slå Mig selv ihjel Jeg er blevet så afstumpet at jeg knapt behøver En forklaring mere Jeg æder og drikker bare Indtil jeg hikkende Kollapser i en smertehob Mens mine indvolde Klagende sender gift ud I alle afkroge af mit legeme Jeg holder mig selv skyldfri Mens jeg igen og igen sovser mine skyklapper Grundigt til Med opkast Fra mit overspiseri Jeg voldtager min krop Og fastholder mig selv I smerte Af frygt for en potentiel Smerte som jeg aldrig Kommer til at nå frem til

I øjeblikkes klarhed Søsætter jeg nye skarpe Deadlines Men den ene skæringsdato Efter den anden Kommer og går År efter forbandet år Og de bliver skødesløst efterladt Ved indgangen til min Skænkestue I skæret fra mit Livs selvforkortede tællelys

Jeg holder og holder Og holder på mig selv Til jeg er sikker på At alle mine sekunder Om lidt fnisende er forsvundet Som en boblende Iskold læskendedrik Efterladt i solen Med vilje Fordi jeg er for bange For bange til at Turde se indad Se det monster I øjnene Det banale monster Jeg har knoklet mig Til at blive gennem 48 års hårdt arbejde Se mig selv så dybt Ind i øjnene At jeg kan se Den skønhedsdronning Der lige i det øjeblik Ville kigge tilbage På mig med skamløst Milde øjne Og spørge Hvad tog Dig så længe?