Skønhedsdronning

Jeg har intet skrevet i en måned
Og jeg tror ikke jeg
Kan skrive noget
Slet intet
Jeg er gået totalt i stå
Brændt ud
Og det skyldes helt
Og aldeles at jeg har
Mødt magiske Marianne
Fordi jeg skrev og skrev før jeg
Mødte hende
Alle de tre gange hun forlod mig
Jeg sang som en lærke indtil
Hun satte sine kærlighedsklør i mig
Men nu dundrer hendes stemme
indeni mig og sætter mig griller
I hovedet
Tanker om at jeg er bedre
End jeg faktisk er
Eller rettere hun vil
Se noget andet fra mig
Noget autentisk
Hun forsøger at anspore mig til
At skrive om det der virkeligt
gør ondt
At skrive helt ind til benet
Til at save benet af
Men jeg sidder bare her
Og mærker ulysten til at
Skrive
Hvis bare jeg kunne skrive
En eneste god sætning
Eller en eneste novelle
Hvis bare jeg
gad have lyst til
at læse
Det jeg selv skrev
Hvis bare jeg kunne sætte mig
Ned med en intention og skrive
Løs
Også selvom det der kom ud
Slet ikke lignede det
Jeg havde sat mig for
Selvom lødigheden var i
Bund
Selvom det hele var en
Stor omgang løgnagtig
Autofiktion
Hvis jeg i det mindre bare havde
Lyst til at skrive
Skinbarlige løgne
Som jeg kunne
Skraldgrine over
Men jeg er fanget i mit hylster
Som var den en spændetrøje
Men jeg må sande at det
Der holder den på plads
I sit fastlåste kredsløb
Ikke er fysiske spænder og kæder
Men en indre ophidselse
En dunkel spænding
Skabt af et kæmpe
Undertryk
Dybt under min overflade
Sjofelt forklædt som et
Enormt overtryk
Et overtryk jeg kontinuerligt
Bærer rundt på:
Min fede krop
Der gemmer på den hemmelighed
At jeg hellere vil gå til grunde
End at skrive en eneste
Sand sætning
hellere pranger om
Bare en sjasket fedtemad
Til
Bare en til så lover
Jeg at jeg stopper
Så tager jeg mig sammen
Så genføder jeg mig selv
Durk ind i sjælefredens
Lange nat
Bare en øl til
Bare en overspringshandling
Til
Så liver jeg at leve for livets skyld
Jeg kender hver en undskyldning
Hvert et forrykt argument
For at fortsætte med at slå
Mig selv ihjel
Jeg er blevet så afstumpet
at jeg knapt behøver
En forklaring mere
Jeg æder og drikker bare
Indtil jeg hikkende
Kollapser i en smertehob
Mens mine indvolde
Klagende sender gift ud
I alle afkroge af mit legeme
Jeg holder mig selv skyldfri
Mens jeg igen og igen
sovser mine skyklapper
Grundigt til
Med opkast
Fra mit overspiseri
Jeg voldtager min krop
Og fastholder mig selv
I smerte
Af frygt for en potentiel
Smerte som jeg aldrig
Kommer til at nå frem til
I øjeblikkes klarhed
Søsætter jeg nye skarpe
Deadlines
Men den ene skæringsdato
Efter den anden
Kommer og går
År efter forbandet år
Og de bliver skødesløst efterladt
Ved indgangen til min
Skænkestue
I skæret fra mit
Livs selvforkortede tællelys
Jeg holder og holder
Og holder på mig selv
Til jeg er sikker på
At alle mine sekunder
Om lidt fnisende er forsvundet
Som en boblende
Iskold læskendedrik
Efterladt i solen
Med vilje
Fordi jeg er for bange
For bange til at
Turde se indad
Se det monster
I øjnene
Det banale monster
Jeg har knoklet mig
Til at blive gennem
48 års hårdt arbejde
Se mig selv så dybt
Ind i øjnene
At jeg kan se
Den skønhedsdronning
Der lige i det øjeblik
Ville kigge tilbage
På mig med skamløst
Milde øjne
Og spørge
Hvad tog
Dig så længe?