School

Er jeg old school?
Er jeg new school?
Nægter at kaste mig i støvet
Underkaste mig nogen magt
Det være sig ungdom, prædikestolen, domstolen eller et skvadderhoved
Med et papskilt limet på sit kamera
Sidder omringet af den undertrykte elite
I alt den underspillede hovmod
Et skue de alle spiller
Skræmmende godt
Lige meget hvor meget jeg sulter mig
Får jeg har aldrig en smuk gæsling ud af det
Kun en tyndere gammel bitter mand
Mere en undvigmanøvre end et uopmærksomt øjeblik
Men jeg sulter mig ikke
Jeg fråser i mageløst magtbegær
Fråser i at kunne dømme i fred
Fråser i at være redundant
Mager på meningsfuldhed
Et magnetbånd fyldt med hemmeligheder
Men uden en afspiller
Som en magiker, der med vilje
har glemt alle sine
tricks foran en fyldt sal,
lige så brugbar som
en skarp machete i en ørken
Jeg er fanget mellem min generations
Kaj og min samtids brændende luftkastel
Selv de mindste bølger syntes at skylle ind i deres åbne munde
De skriger med stemmer fyldte med svulmende dønninger
Helt modsat udtrykket
I deres glinsende smukke ansigter
De er dansere, de er medfødt talentfulde
På måder det aldrig ville være faldet nogen
I min generation at stræbe efter
Selv hvis jeg skrev det hele ned ord for ord ville de fornægte mig taletid
Min talepind brændt op for længst
På en måde var det min befrielse, men én gennemtvunget
Med foragt, et dødens kys som en ungdom bad mig give videre til alle fremtidige ungdom
Med læber hårde af vrængen og øjne fulde af spot
Indtil jeg var en mand er træ
Indtil jeg ikke rummede nogen følelser
Bortset fra rædsel og narcissistisk
Overlevelse narkomani
Til min nattesøvn var en lang flugt fra mig selv
Fra en gæld der aldrig kan indfries
Så her sidder jeg indeklemt
Håbløst indespærret
Og ude af kontrol, indbildsk mens jeg bilder mig ind
At alle de smukke unge mennesker er helt anderledes
End jeg, men det er de også, det tilhører den samme klasse
Af gå på vandet skabelon uforanderlige
Indehavere af en ubærlig tro på deres egne offerhed
Og dog er vi alle indfødte
Uden større indflydelse på
Vores skæbne, indhegnede i rigt dekorerede spændingsfelter
Skabt af vores subjektive hallucinationer
På sin vis at det komplet ligegyldigt
Om jeg er:
old school eller new school
Fordi der er ingen school
Det hele er noget gøgl
Løse gætværk det er umuligt at dadle nogle
På trods af deres kindben
Eller lange slanke skanke
Så er vi alle fjerkræ på
universets gårdsplads
Det er muligt at jeg blot er gødning og ingen profet
Men det er ingen anden heller i så fald,
Måske er jeg blot skimmelsvamp på de formfuldendtes tallerken
Men bordet vi alle spiser ved
Tipper skoldhedt i samme retning
Der er intet skjule sted for hverken nar eller skjoldmø
Da lusen i skinpelsen æder os alle uanset