School

Er jeg old school? Er jeg new school? Nægter at kaste mig i støvet Underkaste mig nogen magt Det være sig ungdom, prædikestolen, domstolen eller et skvadderhoved Med et papskilt limet på sit kamera Sidder omringet af den undertrykte elite I alt den underspillede hovmod Et skue de alle spiller Skræmmende godt Lige meget hvor meget jeg sulter mig Får jeg har aldrig en smuk gæsling ud af det Kun en tyndere gammel bitter mand Mere en undvigmanøvre end et uopmærksomt øjeblik Men jeg sulter mig ikke Jeg fråser i mageløst magtbegær Fråser i at kunne dømme i fred Fråser i at være redundant Mager på meningsfuldhed Et magnetbånd fyldt med hemmeligheder Men uden en afspiller Som en magiker, der med vilje har glemt alle sine tricks foran en fyldt sal, lige så brugbar som en skarp machete i en ørken Jeg er fanget mellem min generations Kaj og min samtids brændende luftkastel Selv de mindste bølger syntes at skylle ind i deres åbne munde De skriger med stemmer fyldte med svulmende dønninger Helt modsat udtrykket I deres glinsende smukke ansigter De er dansere, de er medfødt talentfulde På måder det aldrig ville være faldet nogen I min generation at stræbe efter Selv hvis jeg skrev det hele ned ord for ord ville de fornægte mig taletid Min talepind brændt op for længst På en måde var det min befrielse, men én gennemtvunget Med foragt, et dødens kys som en ungdom bad mig give videre til alle fremtidige ungdom Med læber hårde af vrængen og øjne fulde af spot Indtil jeg var en mand er træ Indtil jeg ikke rummede nogen følelser Bortset fra rædsel og narcissistisk Overlevelse narkomani Til min nattesøvn var en lang flugt fra mig selv Fra en gæld der aldrig kan indfries Så her sidder jeg indeklemt Håbløst indespærret Og ude af kontrol, indbildsk mens jeg bilder mig ind At alle de smukke unge mennesker er helt anderledes End jeg, men det er de også, det tilhører den samme klasse Af gå på vandet skabelon uforanderlige Indehavere af en ubærlig tro på deres egne offerhed Og dog er vi alle indfødte Uden større indflydelse på Vores skæbne, indhegnede i rigt dekorerede spændingsfelter Skabt af vores subjektive hallucinationer På sin vis at det komplet ligegyldigt Om jeg er: old school eller new school Fordi der er ingen school Det hele er noget gøgl Løse gætværk det er umuligt at dadle nogle På trods af deres kindben Eller lange slanke skanke Så er vi alle fjerkræ på universets gårdsplads Det er muligt at jeg blot er gødning og ingen profet Men det er ingen anden heller i så fald, Måske er jeg blot skimmelsvamp på de formfuldendtes tallerken Men bordet vi alle spiser ved Tipper skoldhedt i samme retning Der er intet skjule sted for hverken nar eller skjoldmø Da lusen i skinpelsen æder os alle uanset