På tomandshånd hvisker vi løgne

Nyt halstørklæde
Kondenseret gult
Men jeg bryder mig ikke
om de øjne jeg ser
Mine øjne!
Bryder mig ikke om hans øjne
Kender ikke den mand!
Måske taler han, jeg,
En anelse for kategorisk
Eller gestikulerer
Lidt for ivrigt
Ingen kender den rigtige mig,
Jeg føler mig kaldet til at iagttage visse påstande,
På grund af hvor stor dybsindighed
De
syntes at udtrykke
Kloner mig selv!
Men mig selv! spalter ud i støvet,
Selv den mindste urenhed veksles
Til tykke læder såler
Og okseblods farvede overlæber,
Ellers selvfølgelig elegance der drejer på ringene på mine,
Hans finger
Der sidder vi,
Seks af os, seks af mig mig, ved baren,
Og alle har endnu jakkesæt på i det diskrete mønstrede stof,
Andre kaldte tweet
Jeg tror at vi alle på hver
vores egen måde
Er opdagelsesrejsende
Men udforskningen, er meget mere end at fortætte
Mere end at postulere
Meget mere end at navngive
Selv hvis ingen af mig, jeg, os
Finder et nyt land
Og kommer hjem med oplysninger om det,
Selv da er det ikke vigtigt
Måske vælger jeg, vi, at forsvinde for evigt,
Min krop, alle vores kroppe er lavet af samme stof
Vi spiller den samme musik
Et instrument ad gangen
På tomandshånd hvisker vi løgne
Der på en sær måde ryster og sammen
På en overflod af blåt støvet glas
Hvis du stirrer ind i dit eget spejlbillede,
Og forsøger at forene alle de modstridende horisonter
Hvad ser du så?
Måske noget der til forveksling ligner et menneske
Det jeg ikke kan huske,
Hen imod frokosttid i en næsten tom bar
Er HVAD et livsværk er værd?
Tramper rundt mellem bunker af trævlede tråde
Efterladte spor
Svage håb
Stemplet og udskåret
En hemmelig sekt
Et overset mesterværk!
Hende der prøver at lægge mig ned
Svælger i det mærkelige tusmørke omkring os
Jeg spekulerer ofte over hvem og hvad
Gennem uigennemtænkte ytringer
Forsøger integrerer hele mig
Jeg er den uundgåelige kommentar
Et korpus af spekulationer
På kryds og tværs
Der aldrig har eksisteret
Et landskab
Hvor jord og himmel
Smelter sammen
I de udstrakte grænseområder
Skjult af totter af skyer