På tomandshånd hvisker vi løgne

Nyt halstørklæde Kondenseret gult Men jeg bryder mig ikke om de øjne jeg ser Mine øjne! Bryder mig ikke om hans øjne Kender ikke den mand! Måske taler han, jeg, En anelse for kategorisk Eller gestikulerer Lidt for ivrigt Ingen kender den rigtige mig, Jeg føler mig kaldet til at iagttage visse påstande, På grund af hvor stor dybsindighed De syntes at udtrykke Kloner mig selv! Men mig selv! spalter ud i støvet, Selv den mindste urenhed veksles Til tykke læder såler Og okseblods farvede overlæber, Ellers selvfølgelig elegance der drejer på ringene på mine, Hans finger Der sidder vi, Seks af os, seks af mig mig, ved baren, Og alle har endnu jakkesæt på i det diskrete mønstrede stof, Andre kaldte tweet Jeg tror at vi alle på hver vores egen måde Er opdagelsesrejsende Men udforskningen, er meget mere end at fortætte Mere end at postulere Meget mere end at navngive Selv hvis ingen af mig, jeg, os Finder et nyt land Og kommer hjem med oplysninger om det, Selv da er det ikke vigtigt Måske vælger jeg, vi, at forsvinde for evigt, Min krop, alle vores kroppe er lavet af samme stof Vi spiller den samme musik Et instrument ad gangen På tomandshånd hvisker vi løgne Der på en sær måde ryster og sammen På en overflod af blåt støvet glas Hvis du stirrer ind i dit eget spejlbillede, Og forsøger at forene alle de modstridende horisonter Hvad ser du så? Måske noget der til forveksling ligner et menneske Det jeg ikke kan huske, Hen imod frokosttid i en næsten tom bar Er HVAD et livsværk er værd? Tramper rundt mellem bunker af trævlede tråde Efterladte spor Svage håb Stemplet og udskåret En hemmelig sekt Et overset mesterværk! Hende der prøver at lægge mig ned Svælger i det mærkelige tusmørke omkring os Jeg spekulerer ofte over hvem og hvad Gennem uigennemtænkte ytringer Forsøger integrerer hele mig Jeg er den uundgåelige kommentar Et korpus af spekulationer På kryds og tværs Der aldrig har eksisteret Et landskab Hvor jord og himmel Smelter sammen I de udstrakte grænseområder Skjult af totter af skyer