Ordspil til min ære

Ja, jeg mærker det Mærker det sgu da som at få boret begge fingre dybt op i næsen Hele min krop begynder at skælve Jeg kan ikke greje det Hun er så satans detaljeret med fuldkommen ømhed Der er aldrig nogen kvinde der har skrevet den slags brev til mig Og hun sidder bare der i ferskenfarvet morgenkåbe nippende billig rødvin fra medbragt kaffe pap-kop Benene trukket op under sig Hovedet vendt væk fra mig Hun synker dybt ned i sig selv Jeg følger hendes halslinje ned til kravebenet Håber hun ikke vender sig om mod mig lige med det samme

Jeg ved at hun skrev det brev mens hun tænkte på hans prægtige ansigt Der er tråde fra deres kuldsejlede forhold i hver eneste sætning i hvert eneste passionerede ordspil til min ære Han bor der Stille næsten lydløst som et knaldende skud i tågen Han er kun et mellemrum men alligevel totalt konkret mellem os Hun er helt afgjort alene her i livet Det jeg ikke kan tilgive fortalte jeg hende Er ikke løgnen om ham men løgnen om hende selv Hun rystede på hovedet og vendte så hurtigt ansigtet mod himlen med hånden for munden