Ordspil til min ære

Ja, jeg mærker det
Mærker det sgu da
som at få boret begge fingre
dybt op i næsen
Hele min krop begynder
at skælve
Jeg kan ikke greje det
Hun er så satans detaljeret
med fuldkommen ømhed
Der er aldrig nogen kvinde
der har skrevet den
slags brev til mig
Og hun sidder bare der
i ferskenfarvet morgenkåbe
nippende billig rødvin fra
medbragt kaffe pap-kop
Benene trukket op under sig
Hovedet vendt væk fra mig
Hun synker dybt ned i sig selv
Jeg følger hendes halslinje
ned til kravebenet
Håber hun ikke vender
sig om mod mig
lige med det samme
Jeg ved at hun skrev det brev
mens hun tænkte på
hans prægtige ansigt
Der er tråde fra deres
kuldsejlede forhold
i hver eneste sætning
i hvert eneste passionerede
ordspil til min ære
Han bor der
Stille næsten lydløst
som et knaldende
skud i tågen
Han er kun et mellemrum
men alligevel
totalt konkret mellem os
Hun er helt afgjort
alene her i livet
Det jeg ikke kan tilgive
fortalte jeg hende
Er ikke løgnen
om ham
men løgnen om hende selv
Hun rystede på hovedet
og vendte så hurtigt
ansigtet mod himlen
med hånden for munden