Mona!

At skrive noget ned
Er en beslutning
En mulighed
Det er let at ironisere over
Det at føde tekster
Kan betragte som
At være drevet af grådighed
Eller begær
Jeg kvæles tit i fødslen
Rent overlevelsesinstinkt
Jeg skriver mest om
Da verden gik
Under
En slags satire
Jeg skriver den fra min
Svimlende terrasse
Den kommer næsten
Altid skidt fra start
Sådan er verdens undergange
Skruet sammen
Hun hed Mona
Hende der blev min undergang
Ligesom sangen
Om ungdomskærlighed
Der forløses og
Opløser sig
Men Mona opløste
sig ikke
hun var en kæmpe
stor grotte
jeg for vild i
farer vild i
Indtil latteren
kvalte fødslen
der var bestemt til
udødelighed
usynliglige sammenføjninger
åbnede sig
og bad mig vende
tilbage til livet
Hvordan kan man
Vide man elsker
Og det at elske ikke
Blot er fortsættelse
Af ensomheden
Jeg elskede hendes støvler
Smattede til af mudder
At se hende
Få ting til at
Spire frem
Planter
Børn
Ord
mænd
Hastigt op af den rå jord
Som om alle disse
Væsner
Var sat i stævne
Ved hendes trone
Og jeg elskede at se
Hende sidde
Med øjenlågene halvt
lukkede
som i en evighed
vores forhold havde så
mange kredsløb
og sammenkoblinger
et stort netværk af årer
med mellemrum
overlevede jeg
kun fordi jeg
kunne drikke
fra den kilde
indtil den tørrede
ud
indtil jeg opdagede
jeg kun var
en biflod
hun havde efterladt sig
næsten skødesløst
lemfældigt
hun kom med mine
ting en tirsdag
over middag
og alt jeg kunne var
at udstøde lange
uartikulerede
næsten
dyriske skrig
det var ikke sådan jeg
forestillede mig
verdens undergang
pænt næsten banalt
uden lig på gulvet
et smæk med døren og
alting var klatret over
et usynligt elektrisk
hegn
undergangen er svær at overse
når den flytter hjemmefra
hun trak let på skuldrene
mens jeg lå livløs
på bunden af poolen
det er derfor jeg
skriver noget ned
jeg tænker at det
at skrive et
digt
må foregå lidt
på samme måde