Mona!

At skrive noget ned Er en beslutning En mulighed

Det er let at ironisere over

Det at føde tekster Kan betragte som At være drevet af grådighed Eller begær

Jeg kvæles tit i fødslen Rent overlevelsesinstinkt

Jeg skriver mest om Da verden gik Under

En slags satire Jeg skriver den fra min Svimlende terrasse Den kommer næsten Altid skidt fra start

Sådan er verdens undergange Skruet sammen

Hun hed Mona Hende der blev min undergang Ligesom sangen Om ungdomskærlighed Der forløses og Opløser sig

Men Mona opløste sig ikke hun var en kæmpe stor grotte

jeg for vild i farer vild i

Indtil latteren kvalte fødslen der var bestemt til udødelighed

usynliglige sammenføjninger åbnede sig og bad mig vende tilbage til livet

Hvordan kan man Vide man elsker Og det at elske ikke Blot er fortsættelse Af ensomheden

Jeg elskede hendes støvler Smattede til af mudder At se hende Få ting til at Spire frem

Planter Børn Ord mænd

Hastigt op af den rå jord

Som om alle disse Væsner Var sat i stævne Ved hendes trone

Og jeg elskede at se Hende sidde Med øjenlågene halvt lukkede som i en evighed

vores forhold havde så mange kredsløb og sammenkoblinger et stort netværk af årer

med mellemrum overlevede jeg kun fordi jeg kunne drikke fra den kilde

indtil den tørrede ud

indtil jeg opdagede jeg kun var en biflod

hun havde efterladt sig næsten skødesløst lemfældigt

hun kom med mine ting en tirsdag over middag

og alt jeg kunne var at udstøde lange uartikulerede næsten dyriske skrig

det var ikke sådan jeg forestillede mig verdens undergang

pænt næsten banalt uden lig på gulvet et smæk med døren og alting var klatret over et usynligt elektrisk hegn

undergangen er svær at overse når den flytter hjemmefra

hun trak let på skuldrene mens jeg lå livløs på bunden af poolen

det er derfor jeg skriver noget ned

jeg tænker at det at skrive et digt må foregå lidt på samme måde