Kernetræ

Et budskab rammer mig

Dit budskab om hvad accept

Kan gøre ved en menneskekrop

Dine milde øjne

Kæler mig drilsk

Uden omsvøb

Næsten uartigt

Åbne mens du

Ser mig svinge

Med armene

Mens jeg febrilsk

Kæmper med ikke

At se mig over skulderen

Min krop et pendul

Der svinger i en

Dyb asynkron

Rytme som

Er både banal

Og unik

Jeg hører dig grine

Jeg høre dig viske

Til koen du møder

Du er så levende

Dit blik fyldt

Med en stille styrke

Som tager pusten

Fra mig

Jeg smækker

Imaginære ildfluer

Din næses spids

Tegner figurer

På min skærm

Som jeg holder

Med en hånd

Forkrampet af

For meget tvivl

Du er alt andet

End tvivlende

Du er obelisk

Af sanselig tryghed

Du påstår du er

Forstyrret

Som mig

Men det eneste jeg ser

Når du hviler dig

Mod min ramme

Er kernetræ