Jeg hører en visken

Jeg hører en visken
I brisen
Den tæller langsomt ned
Jeg kan mærke de
Varme læber
Mod min øreflip
Men lige meget
Hvor meget jeg
Koncentrerer mig
Forsvinder stemmen
Før jeg kan gribe
Et tal
Jeg ved at jeg skal dø
Ligegyldigt hvor latterligt
Det virker
Så vil jeg stoppe med
At trække vejret
Og stivne
Jeg kan mærke det
Noget i mig ønsker
Desperat at gribe
Stemmen ved struben
Og tvinge et tal frem
10 år
Er det 10 år jeg får
Sig mig det
Eller 20 år
Eller 3 dage
Jeg gisper efter luft
Suger den kolde
Forstads luft ned
Mærker det prikke
Mod min hud
Jeg er levende lidt endnu
Men hvorfor er jeg levende
Er jeg bare en biologisk
Robot som er forprogrammeret
Til at forplante mig
Og intet andet
Eller har jeg en rem af
En guddommelig hud
En indædt fordring til
At skabe
Skabe noget nyt
Hvor der før var intet
Hvordan skaber universet
Sine byggeklodser
Ved friktion
Jo mere friktion jo
Mere dyrebare skat
Åbenbarer sig
Måske har jeg en moralsk
Fordring på at eksplodere
På at lade mig eksplodere
Så universet kan føde sig
Gennem min mikro
Supernova
Men måske er jeg blot en
Under gennemsnittet stjerne
Som universet kun kan
Føde slagger gennem
Måske er jeg ikke en gang et
Komma værdigt
Så er spørgsmålet om jeg kan
Finde sindsro i at jeg kan
Elske og blive elsket
Hvis ikke det er nok syntes
Stemme at viske
Så må du leve med
At du dør som sort slagger
Slagger hvori vilde krokus
En dag kan slå rødder
Og gro og dø
Livets cyklus er reel
Men gemt i brisens
Tusmørke