Kort proces · 2022

I dette nu

Mens sødmen den dulmer
før nøglen den åbner
I dette nu hvor vi elsker
så ømt
I dette nu før alt det
der skal ske
sker fordi sådan
er det jo bare
Og det kan man ikke
kæmpe imod
så hvorfor kæmpe
I dette nu
hvor vi endnu længes
mod guderne ved hvad
men kun indimellem
I dette nu
ankommer vi sammen
til nøjagtigt det samme
tidspunkt
i tusmørket
I dette nu vil
du dø af skam
I dette nu læser du
mine strålende
falske maskinskrevne
ord
I dette nu lægger du dem stille fra
dig
I dette nu fejer jeg dem ned fra
bordet
I dette nu bider du neglen
af
Et stumt fyrværkeri
hen mod slutningen af
endnu en rastløs eftermiddag
I dette nu rækker fanden
os en lille finger
I dette nu tager sultne typer
som os den uden tøven
I dette nu klager underboen
over vi har sex
Vi drømmer videre
skyldige og glade
I dette nu opdager vi at
for os udgør
virkeligheden meget
lidt
I dette nu indrømmer jeg
at jeg bliver skrækslagen
bare ved tanken om
en anden mands fløjten
i dit øre
Alt dette har vi talt om
før
I dette nu nøjes vi
med den sparsomme varme
fra vores kroppe
Der lige akkurat giver
os myrekryb
Og intet andet
eksisterer
I dette nu

§ Del arket

Facebook Gem kortet

Kortet er til Instagram — gem det og læg det op med linket i din bio.

TK // LIVE
Læs Se