I dette nu

Mens sødmen den dulmer

Før nøglen den åbner

I dette nu hvor vi elsker

Så ømt

I dette nu før alt det

Der skal ske

Sker fordi sådan

Er det jo bare

Og det kan man ikke

Kæmpe imod

Så hvorfor kæmpe

I dette nu

Hvor vi endnu længes

Mod guderne ved hvad

Men kun indimellem

I dette nu

Ankommer vi sammen

Til nøjagtigt det samme

Tidspunkt

I tusmørket

I dette nu vil

Du dø af skam

I dette nu læser du

Mine strålende

Falske maskinskrevne

Ord

I dette nu lægger du dem stille fra

Dig

I dette nu fejer jeg dem ned fra

Bordet

I dette nu bider du neglen

Af

Et stumt fyrværkeri

Hen mod slutningen af

Endnu en rastløs eftermiddag

I dette nu rækker fanden

Os en lille finger

I dette nu tager sultne typer

Som os den uden tøven

I dette nu klager underboen

Over vi har sex

Vi drømmer videre

Skyldige og glade

I dette nu opdager vi at

For os udgør

Virkeligheden meget

Lidt

I dette nu indrømmer jeg

At jeg bliver skrækslagen

Bare ved tanken om

En anden mands fløjten

I dit øre

Alt dette har vi talt om

Før

I dette nu nøjes vi

Med den sparsomme varme

Fra vores kroppe

Der lige akkurat giver

os myrekryb

Og intet andet

Eksisterer

I dette nu

Ældgamle bekymringer

Drømmer mig vej

de kalder det livet

mindes pludseligt

i rette øjeblik

at se op

i et passende tonefald

himlen ensartet dyster

for os begge

vi søger tilflugt

fra solens blindgyder

vores hud dækket

af en kæmpesky

du holder ikke op

med at grine bag

din regntætte gule frakke

fordi jeg holder fast ved noget

der engang vedrørte os

noget du påstår er

ældgamle bekymringer

du længes nu efter

at jeg forlader dem

før du tvinges til

forlade mig

vores kroppe

hopper mellem bygningsfacaderne

nogle gange blege og døende

svøbt i nattens hylster

og når solen giver sig

bliver vi ildtunger der kaster

os op mod zenit

optændte på at tænde

vi når knapt gennem bymuren

før vi glider

umærkeligt

over i hinanden

cyklussen fortsætter

og jeg bevæger mig

knapt nok mere

du flakker om

i forudsigelige stød

fra træthed til hvile

og alligevel er intet

forandret

måske vil vi bestige hinanden

med dødsforagt

måske er det elskovslege

vi søger i det blåtusmørke

når jeg ser på mine hænder

på lagnet

er de ikke mine

mindre end

nogensinde mine

men dine

skyggerne bliver

længere

livet er måske en drøm

men der findes hverken

glemsel eller drøm

blandt de døde

kun levende kød drømmer

Der er mangfoldigt i

Vores uorden

Jeg ser lyset

Jeg ser det hele

Vi er en organisme

Resultatet af glemsel

Og erindring

Det der for andre

Virker hensynsløst

Er blot radikal

Dumdristighed

Vi nyder at udnytte uskyldige

Mennesker

Nyder det rigtigt meget

Så meget at vi bader

I deres

blodskudte øjne

og flåede neglerødder

vi lejer et hus ved stranden

i 3 måneder

blot for at forlade det

efter kun 2 dage

til lyden af brølende

sang og knust glas

spredt ud over alle

senge som knitrende stjernestøv

vi holder bryllupsfest uden at blive gift

og uden selv at dukke op

vi gemmer håndskrevne

lapper med lyrik

i alle taskerne og kufferterne

i en butik rundt om hjørnet

fra den sofa vi crasher

på i Toledo

vi skyder med luftgevær

efter stentøj og sorte fugle

i timerne før daggry

vinduet skåret af alabast

jeg folder dit håndled

om midt så rekylet

bliver vores rekyl

før vi samler de små hjerner

op med en skovl

vi vandrer på må og få

ud i vildnisset

når jeg tænker på de forstadsgader

i Scotsdale henligger de altid

i stærkt solskin

overalt lysende

markiser

fluer og sved

og vindstille gader

vi kommer aldrig til

Scottdale

Vi kom aldrig ud af

Myldret

Vi fødder afkom

Nådesløse dværge og

Utro giganter

Jeg kan lugte deres

Følelsesløse brændte kød

I dit skød

De vil vokse op og blive

Kriminelle

Eller politikere

Uhyrer på rulleskøjter

Jeg bøjer jernstænger

og du uddeler syngende slag

midt i ansigtet

med mine våde hænder

vi ankommer aldrig

vi opfinder verden

vi opfandt vores verden

Den pris min

Kærlighed burde have

Kan ord på nogen

Måde repræsentere

Den pris min

Kærlighed burde have

Et landskab

I dyb forstand

Jeg bøjer mig

Og hun lader mig

Gribe efter hendes

Halmstrå

Af og til

Forvekslet med

Ganske enkelt

Når det er sagt

En slags slave

Spytter det ord ud

Men hun er helt

Klar i spyttet

Hun er kun 23

Men allerede

En selvklar

Kogende kedel

Husslave visker jeg

Ingen ville tro

Hvad hun bød mig

Byder mig i sine

Firkantede krav

Fyldt med forståelse

En slags åndeligt kvælertag

I hendes iriser

Et hungrende løfte

En abstrakt udødelighed

Uden mellemhandler

Stikker noget andet under

Hun fremsender kontrakt

Kontakten er som en

Strittende elevator

En bekendelses motor

En ekstra dyb indånding

Em ildtunge strålende

Udenfor er det næsten vindstille

Luften er mejslet ind i

Dansk kølighed

Jeg føler mig normal

I orden

Alt er i orden

Nu er alt i orden

Luder og lagkage

Kan det virkeligt passe

Mekaniske klik

Drømme uden mellemkomst

Mejslet i trætte træk

Sørgmodigheden i hver

En sølle medynkvækkende

Transaktion ad gangen

Jeg er kun en mellemhandler

Mel-lem-hand-ler

Klapper jeg med

Let spredte fingre

Mens jeg tæller mit salær

Ikke urimeligt stort

Næsten mellemfolkeligt

Specielt hvis man medregner

svige og smerte

min ikke deres

jeg sender dem afsted

med medlidenhed

og medvind

de fattige mænd der

beriger mine piger

og jeg næsten

med mekanisk præcision

jeg puster på deres

mellemgulv

også de der melder pas

i sidste sekund

fordi konen ringede

eller dækket satte ud på

motorvejen

eller finanserne pludseligt

næsten forunderligt slap op

pigerne og jeg

trykker på pytknappen

og drikke en frisk kop

uden nogen siden at lade

vores medmenneskelighed

dykke under horisontens

mørke

at jeg er medhjælper

gør mig næsten til medfange

i dette liderlige cirkus

i medgift mister jeg

lysten til erotisk samkvem

nogle gange mediterer jeg

over hvorfor jeg ikke

føler skam

I væggen til venstre

Står der et kors

Og jeg minder mig

selv om at Jesus

fandt behag i

Maria Magdalena

Men ikke i de

Hykleriske bedsteborgere

Det giver margen

Til fortolkning

Og dog er jeg bange

Bærer på en mistanke

Om at mine gerninger

En dag indhenter mig

Som en stor makulator

Der efterlader mig

Makuleret

Magtesløs

I stykker

Som de mænd

Jeg sælger fantasier til

Vi er alle

Lammede lakajer

I det mindste

Tvinger jeg din

Vejrtrækning

Til at følge min

tekst

et kvælertag

tænk ingen købekraft at have

ingen kønsdrift kun

et kvælertag

hendes kyndige blik

et brændemærke i det levende

kød

som gennemsigtige hvepse

om mit brændende

hoved

den unge pige i hende

reduceret til en fløjten

i mørket

eller skridt gennem

styrtregn

hendes fingre tvinger

mig til at føle mig

spinkel

åndedræt tæt på

mærket pustet fra

det hinsides

reb der knirker

et tilfælde af

ordinært vanvid

i en lejlighed tæt

på en S-togsstation

jeg dufter hendes

afsondrethed

stearin klæber sig til

min nøgne hud

som klæbrig sirup eller

sort mudder

hun kender hver

en detalje

hun gnistrer

og splinter flyver

som spejlblankt stål

for hende ville jeg

gå i pjalter

din medlidenhedsgitterlåger

så var jeg ikke længere

blev fuld af dine rødder

vi rullede tavst mod vinter

en ny begyndelses rædsler

dine tåre løb tavst ned

i min ørknernes jord

som mine drømmes

tabte tråde

og vi havde kun ét

øje

vendt ud mod

det forbipasserende

univers

og mit hemmelige

lukkede øje

som raslede

når du rystede det

var blottet for

enhver betydning

sådan som du

betragtede mig

og jeg lidt efter lidt

skrumpede ind

til jeg kunne

presse mig ind mellem

din medlidenhedsgitterlåger

det efterlod mig

bogstaveligt talt knogleløs

det ville kræve

et jordskælv at vriste mig

fri

måske burde jeg have sprunget

ud

det drømte jeg tit om

men det var ikke noget

jeg kunne

jeg ønskede mig ikke

et andet sted end hen

selvom du var så krakeleret

fordi du var så krakeleret

så krakilsk

blev jeg indsyltet i tiden

en sommerfugl i rav

fastnaglet rundt om

din hals

så let forvekslet med

pigtråd og

alligevel var vi ikke

på vej til noget specielt sted

alt jeg kunne se

var dine fregner

og i det fjerne

humlebier der

ramte ind i

vinduesruderne

Mandarinsmil

I færd med at spinde

Spinde os en ende

Uden ende

Der er lidt meget

Lusk i affæren

Hvis det da

Er det vi spinder

sammen

Mon det er bedre

End ingenting?

Sidder med et tåget blik

Mens jeg sluger

Dine bedårende

Mandarinsmil

Som Nordsøen

Sluger Østersøen

Erklærer mig stormende

enig

I noget du siger

Hviler mit hoved

På min

Egen blodfattig

Måde

På min blodfattige hånd

Som du så ivrigt

Kaster lys på

kapitaliserer og

på samme tid

hakker i stykker

Mens du kalder mig

Begavet og mægtig

Talentfuld

Charmerende

Din urokkelige sikkerhed

Om at alt

Det du siger højt

Bliver virkeligt

En dag

Et halvt minuts stilhed

To smæk med pisken

Og selv det Sovjetiske

kommunistparti genopstår

når du vifter med

røven!

hvadbehager?

Måske kun en smule

Hist og her

Et sted bag Uralbjergene

Når man læser

din annonce

Om man staver

sig hele vejen

igennem teksten

Eller blot fornemmer

Den klistrende til

tænderne

Lugter den af prostitution

Men du er ikke en

Luder

Du plejede at leve

Et dydigt svensk liv

Måske et flyvsk et

Men du er ikke en

Luder

Selv ikke

Når du lægger

1000 og 1000 sammen

Bliver det til salg

Ikke engang når

Du studerer min

Pik og nosser meget

Indgående og

Finder dem

Begge frastødende

Ikke engang når

Min pik vokser

Sig kæmpestor

I din mund

Og du krydser fingrene

Foran øjnene

Bliver jeg andet

End en mellemløsning

En kastreret nødløsning

7/2

Og!

Og så døde jeg

Og så døde du

Og så klappede vi

Og så købte

du

håndkøbsmedicinen

Og så var der håndgemæng

Og det skyldes du var en håndfuld

Og håndbremsen var altid trukket

Og vi overlevede selvom du var hønefuld

Og du indtalte løgne på min telefon

Og indsendte min sorte indtægt til Skat

Og så ser jeg dig gå ned ad gaden

Og mit hjerte snører sig sammen

Og glæden understreger vores ensomhed her

Og det øgenavn du gav mig sårede

Og jeg ville ønske jeg havde vidst du kom

Og fanden stå i det!

Og du afskyer snavsede negle og bukkede flipper

Og jeg tror virkeligt på din falske slaviske kærlighed

Og vi søger tilflugt i den såkaldte virkelige verden

Og uden at forsvare mig mod dumhederne

Og jeg minder dig om at digtere hverken er sande eller falske

Og protestant staves med stort P

Og israelit er en isme

Og stadigvæk masser af blod overalt

Og gennem græsset i stille pytter der løber sammen

Og alligevel stak der kun en lille stump vej ud af mørket

Og vi kunne ikke undgå alt

Og det er mærkeligt med medlidenhed

Og fra den tid at regne undgik vi alt dette så godt vi kunne

Og hver aften brændte horisonten/men ikke for tæt på/ ikke for tæt på

Og til begge sidder sider med flammer der skød op og slikkede skyerne

Og så døde jeg

Og vi ville ikke længere kunne få øje på andet end det

Vor egen død

8/2

Mona!

At skrive noget ned

Er en beslutning

En mulighed

Det er let at ironisere over

Det at føde tekster

Kan betragte som

At være drevet af grådighed

Eller begær

Jeg kvæles tit i fødslen

Rent overlevelsesinstinkt

Jeg skriver mest om

Da verden gik

Under

En slags satire

Jeg skriver den fra min

Svimlende terrasse

Den kommer næsten

Altid skidt fra start

Sådan er verdens undergange

Skruet sammen

Hun hed Mona

Hende der blev min undergang

Ligesom sangen

Om ungdomskærlighed

Der forløses og

Opløser sig

Men Mona opløste

sig ikke

hun var en kæmpe

stor grotte

jeg for vild i

farer vild i

Indtil latteren

kvalte fødslen

der var bestemt til

udødelighed

usynliglige sammenføjninger

åbnede sig

og bad mig vende

tilbage til livet

Hvordan kan man

Vide man elsker

Og det at elske ikke

Blot er fortsættelse

Af ensomheden

Jeg elskede hendes støvler

Smattede til af mudder

At se hende

Få ting til at

Spire frem

Planter

Børn

Ord

mænd

Hastigt op af den rå jord

Som om alle disse

Væsner

Var sat i stævne

Ved hendes trone

Og jeg elskede at se

Hende sidde

Med øjenlågene halvt

lukkede

som i en evighed

vores forhold havde så

mange kredsløb

og sammenkoblinger

et stort netværk af årer

med mellemrum

overlevede jeg

kun fordi jeg

kunne drikke

fra den kilde

indtil den tørrede

ud

indtil jeg opdagede

jeg kun var

en biflod

hun havde efterladt sig

næsten skødesløst

lemfældigt

hun kom med mine

ting en tirsdag

over middag

og alt jeg kunne var

at udstøde lange

uartikulerede

næsten

dyriske skrig

det var ikke sådan jeg

forestillede mig

verdens undergang

pænt næsten banalt

uden lig på gulvet

et smæk med døren og

alting var klatret over

et usynligt elektrisk

hegn

undergangen er svær at overse

når den flytter hjemmefra

hun trak let på skuldrene

mens jeg lå livløs

på bunden af poolen

det er derfor jeg

skriver noget ned

jeg tænker at det

at skrive et

digt

må foregå lidt

på samme måde

Brækket hals

Slettede Tinder i går. Slettede SD dagen før det.

At rydde op giver plads. Det giver frihed.

Jeg føler stadigvæk kun tomhed.

Der er ikke plads til håb. Uden håb intet lys.

Jeg overlever. Men det er ikke nok.

Jeg observerer. Men kontrollerer kun meget lidt.

Jeg er i transit. Fra øjeblik til øjeblik.

Men ankommer aldrig.

Min tinnitus fylder. Mere end jeg vil indrømme.

Min ensomhed fylder. Mere end jeg tør indrømme.

Min mangel på manifestation driver mig langsomt til vanvid.

Men alt i alt. Føles alt ligegyldigt.

Jeg skal dø. Mine planter skal dø.

Vi skal dø. Ukraine skal dø.

Jorden skal dø.

Hvad forskel gør en digtsamling?

Hvad forskel gør en novelle?

Hvad forskel gør det at jeg står op hver morgen?

Hvad forskel kan jeg overhoved gøre?

Er det overhoved muligt at gøre en forskel?

Jeg ser hende i modlyset. Nogen gange.

Jeg vågner omslynget af hendes hår.

Men hun er der selvfølgeligt ikke.

Og hvad forskel ville det gøre hvis hun var.

Min depression tager til. Små skridt.

Men jeg mister langsomt mit lys.

Tilbage er kun vreden.

Og en let frustration.

Over hvor behagelig mageligheden kan være.

Ulideligt i al sin lethed.

Selv ikke i min lidelse kan jeg være original.

Hvor trist at kunne kende forskel.

Men ikke selv rummer kimen til det.

Jeg læste Osho.

Om at for grækerne. Det vil sige os.

Var optaget af at kende sig selv.

Men havde glemt at være.

Jeg har glemt at være.

At bare være.

Jeg ved ikke hvad det vil sige. Mere.

Jeg er så opsat på at skulle være nogen.

At jeg har glemt at være mig.

Jeg er fanget i mit tykke hylster.

I mit legeme som ingen vil se på.

Som jeg ikke vil se på.

Jeg føler tit en større samhørighed.

Med mine romanfigurer end med mine medmennesker.

I det mindste forlader de mig ikke.

Hvad jeg end gør.

Så står de der også i morgen.

Tom Wolf står der med sin kolde marv.

Le Carré er altid klar i det Russiske Hus.

Der er aldrig slinger i valsen med Bukowski.

Lige meget hvor misantropisk humør han er i.

Så er der plads i sofaen til mig.

Det er de levende jeg bokser med.

Det er de levende jeg ikke kan slette.

De levende jeg ikke kan få til at blive.

Når Eika og Kafka de visker.

Så gør de det så jeg kan høre.

Så jeg kan forstå.

Men aldrig nok til at det gør ondt.

Ikke så jeg kan mærke.

Kun lige nok til at jeg overlever.

På første klasse.

Men uden farver.

Hvad er første klasse værd?

I sort hvid. 120222

sky af støvkorn

Vi danser sovende

Mens skrig fra balkonen

Fylder horisonten

Bag bjergene brænder det

Vi kan høre Babylon

Boble som havregrød

under fødderne

En kilde til stille undren

Sniger sig ind

Som når man renser sin sofa

Og finder gamle kærestebreve

og terninger

de bliver som støvgran i en domkirke

Fra dengang man endnu

turde tage risici

Dengang vi var på vej

som støvkorn tiltrækker

Disse minder andre støvkorn

Og denne sky af støvkorn

vil langsomt forsvinde i solen

Som når man ryster et tæppe

En skønnedag vil nogen

Granske vores handlinger

Se på os som gennem en

Glasskive i et mikroskop

se på vores uvirkelige

ligegyldighed overfor

vores fælles eksistens

på denne planet

Deres tænder blottede

prisen for

Vores banale nydelse

Vores forsøg på at holde mørket

Og natten borte

Blot et øjeblik til

Tydelige for dem

som uendelige ringe

I vandet

Vi er sært gennemsyrede

af følelsen af kommende nederlag

Mens vi danser

Så det knirker i stilheden

Nederlaget pibler frem alle vegne

Den danser gennem

Administrationens blinde bug

Administrationen af systemet

Administrationen er en

Kærlig maskine

I vores frie Danmark

har administrationen sat

vores frie vilje på tandhjul

Når administrationen forlanger

vores øjne

Overlader vi med glæde

Vores evne til at se

Når administrationen forlanger

Vores ben

Overlader vi vores evne til

At gå

i salighed

Selv når huden af dit

Ansigt er prisen

Betaler du den

Indtil næste morgen

Hvor dansen igen

fortsætter

de kalder det

fred

men det er

en ørken

Klik klik klik

Den kolde marv

Den absolutte tomhed

Lige når det går op

For en

At alt vi er skabt

Til er lidelse

Og jeg spiller pik

Ikke særligt poetisk

beklager

Men jeg gør det

Næsten viljeløst

Selvom det skaber frosne

Stepper i mit sind

Og i mit hjem

Det efterlader

Et iskoldt værelse

Tilbage er kun

Følelsen af at

Være ældgammel

Tilbage er kun en stemme

Knitrende i halvmørket

Der tigger mig om

At vågne af min drøm

Men her ikke

Nogen ild

Der kan vriste mig fri

Ingen indre måne

Der kan skabe

En flodbølge i tidevandet

kun tilbageholdt åndedræt

øjne og øre der

følge billederne

på skærmen

følger dem

til menneskesjælen

i mig ryster af skræk

og alting snævrer sig

sådan sammen om mig

at jeg er ved at kvæles

skærmet frister mig

med sine gådefulde skatte

klik klik klik

kroppe

lemmer

huller

væsker

klik klik klik

til den lille sorte prik

i mig endeligt brister

og jeg langsomt mister sansen for

perspektiv

jeg er blevet blind

og jeg tørster efter

at se

men det jeg mangler

er troen på at

ånden

kan besejre materien

på alt det der

ikke man vejes og måles

vejer mere end

end den kæmpe gryde

guld vi alle jagter

klik klik klik

skærmen kalder

den kolde marv kalder

vi ses

Vi er som vokslys

Tirsdag kommer

Og går

Ikke noget

Der bliver væltet

Ingen uretfærdigheder

Begået mod noget

Mikrodoseret mindretal

Ingen vilde rygte

Om min død

Mine dage flyder forbi

Fyldte med fuldkommen

Vanvittige hypoteser

Jeg lader mig

Drive med strømmen

Det er umuligt at få

Forbindelse til noget

Som helst andet

End dagligdags bagateller

Jeg går i stå

Bryder sammen

At bede mig om at

Forsætte

Er så meningsløst at

Jeg til sidst ikke

Er til at rokke af

Stedet

Mit sammenbrud er en

Slyngplante

En syndflod af stumper

Og stykker

Min tirsdag er som

Alle andres

Vi udleverer os til

Sønderknuselse

Kaster os frådende

ind i

Møder med

Mennesker vi ikke

Ville genkende i

Mængden

Der er kun mellemvejen

Og hvorfor?

Vi er naturligvis alle

Bange

For at ende

På den forkerte side

Af linjen

Vi er som vokslys

Der kastes på

ilden

*

Vi dør alligevel

i tusindvis

Hver dag

Men vi mærker det

Ikke

Fordi linjen

Føles så fjern

Jeg gemmer mig

Så jeg ikke bliver

Indsmurt i dydens

Hæslige

Fæstningsvold

Der mejsler sig ind

I min næstes

Forstokkede fjæs

Heldigvis er det snart

Onsdag

Og jeg kan stille

Drømme om at anlægge

Kunstige græsplæner

Endnu en dag hvor jeg

Kan væve frem og tilbage

Uden at have hjertet

Med i det

Dagene bliver som et trist

Sår der aldrig får ende

Nede i dybet

Vandrer vi adskilte

Fra den ene smerte til

Den anden

På vej mod den ende

Vi aldrig selv ser

Barberblads draperede

Brudelagner

Levende menneske krop

En silkeblød kamufleret

Boreplatform

Lige ned i mit skjulte felt

En partisan sommerfugle

Du har smukke manerer

Det ser man ved første

øjekast

Et tilsyneladende blidt sindelag

Mens din håndskrift er lutter torne

Og børstehår

Dine negle giver du mig

I bydeform som byger af

Fint broderede

Barberblads draperede

Brudelagner

Din busk

Sluger alle mine

Bortforklaringer

Din busk

Sluger mine brosten

Mine uforløste brøker

Du bukker dig ned

Indtil jeg indvendigt græder

Du gør dét med dit ansigt

Dét bliver til et våben

Du gennemborer mig

Mig den teflonbelagte

Sagen er den

Siger du halvt for sjov

At jeg er enestående

Irriterende og trivielle

Småting kan ikke

Rummes i min ånd

Som en stenbuk

Løber jeg gennem

Livet indtil det svimler for

Mig og jeg falder om

Måske er det mig der

Har skabt stjernerne

Men jeg kan ikke

huske det mere

giver det mening BARS?

Eller forsvarer du blot

Dit forstenede hjerte

Når du ser mig passere

Forbi den lille døds port

Tør du så følge efter?

Tør du vælge vanviddet?

Lad mig være dit mysterium

Kvinde

Jeg velsigner din fugtighed

Jeg velsigner hullet

Som lyset falder igennem

Derfor lader jeg dagene glemme mig

Som jeg ligger her i mørket

Mærket af tigerens bid

Skimter universet i

Dine pupiller

Du tilintetgør mig

Og mine trivielle lykke

Du flænser mig

Og borer glødende

Planer ind

I mit hjerte af træ

Heilene Helene

Og der står Helene rank

Og Heiler

Jeg sætter mig

Forbløffet ned

Er du en Heiler

Stammer jeg

Du tramper hårdt

Din hele krop vibrerer

Og dit mantra

Runger i vores

Stue

Helt ublufærdigt

Jeg skynder mig

Hen og lukker vinduet

Inden længe dukker

En veninde op og

I Heiler i takt

Jeres arme er ranke

Sommerkjolerne

Rasler som sabler

Inden længe er stuen fuld

I er blev en østfront

Heilene Helene er blevet

Et hit

Et meme

En ugens uundgåelige

Nogen har remixet sammen

Med Michael Simpson

Med tiden vender jeg

Mig til al den virak

Jeg slapper af i Heileriet

Jeg finder en sær tryghed

I de strakte arme

For at tæmme

Dem vil jeg rumme

Dem i mig

Det skaber trods alt

Atmosfære

Al vores isolation er væk

Du retter ud og jeg

Retter ind

Det er måske ikke

Noget jeg har ønsket

Men når dén nu er

Det den er

Så lægger jeg mig

I skjul bag dens

Skygge

Der er noget sexet

Ved din nyfundne

Grusomhed

Den ligegyldighed

Hvormed du Heiler

Dig gennem dagens

Gøremål

En morgen mens jeg

Børste tænder

Ser jeg min egen arm

Folde sig ud

Som en solsikke

Række op mod loftet

Og et Sieg Heil

Bryder frem

Inderst inde forsætter

Jeg bare det

du slap da du slap mig

Måske slipper jeg

Slapheden i mig

Bløder den væk

Et Heil ad gangen

Vi finder lykken i

Fællesskabet

I troen på at

Vores Heilen

Betyder noget

Vi tramper ud på

Bryggens brosten

Vores stemmer

Er tusindtal

De gjalder ud

Langs havnefronten

Og jeg glemmer

Mine bekymringer

Vi Heiler op mod

Månen stor og tyk

Vi Heiler gennem

Nattens knytnæveslag

Når du er væk

Heiler jeg mig selv

I søvn

Indtil søvnen rammer

Mig og al min

Tidligere elendighed

Som en fedtet hinde

Glider ned i dine

Indvolde

Ned i dit vanvid

Ned i din dyremave

Ligger mellem velfærds

Danmarks gløder

Kan ikke nægte

Sandheden i det du siger

Min æselmund på vid gab

Jeg svarer dig uden ord

Det er så overbevisende

Det er så forudseende

Vores liv så omhyggeligt

Studeret fra alle vinkler

På Instagram og langs Læderstræde

Krigen på skærmen kalder

På vores uselviske godhed

Jeg er ikke grusom visker jeg

Det er bare det

At jeg ikke er eftergivende

Hvis jeg kastede mig ind

I kampen ville de alle

Være døde af ubehersket

Latter

I løbet af tre uger

Men du slår løs på mig

Med en synonymordbog

Vågn så for helvede op!

MAND!

Lad mig hive dig

i dine æseløre

drive dig i galop

Helt til Kievs forstæder

Til du kan høre børnene

Der græder sig i søvn

I sjælens køleskab

Ja kvinde!

JA!

Vi gør det sgu!

Hele hovedstaden syntes

at skælve

af varsler om vores komme

når vi slentrer ned af

de brede boulevarder

tænker vi på

hvem alle de mænd

med våben er

de høje mænd

med høgetræk

som sidder på

kampvognene

og undersøger byen

med tunge kikkerter

hvad leder de så ivrigt efter?

Hvem er de

Disse fattede mænd

Med de stålhårde øjne

Vi standser en babusjka

Og spørger hende frygtsomt

Det er Russiske

forlæggere siger hun

De leder efter poeter

Hvis bøger de kan brænde

Du gode gud!

Det er os de venter på!

En kold gysen går

Gennem byen

Mens de atter bomber lyrikken

Fordi den smitter

Fordi den ingen grænser har

Vi ser tågen sænke sig over

Maidan

Vi ser den

sno sine ektoplastiske

slyngtråde om os

men vi nægter at give efter

for en syg magt kultur

som opfatter kunst

som noget der skal bekræfte

magtens syge moral

og smigre dens patriotisme

lyden af vores støvler

i græsset

ekkoer mod

døde russiske pupiller

sneen hænger i luften

som et pulver

dækker os alle

som et ligklæde

vi står lænet mod

den kolde facade

med fingerspidser

mærkede af frosten

finder vi hinanden

vi bliver her siger

vi i kor

så de kan begrave os

i hellig jord

blandt de døende

poeter