Slimet guldstøv

Alt det ævl vi

fortæller os selv

Som en nyfødt

ligger vi der i frysedisken

Intet er virkeligt

kun smerten fra hudsulten

Intet kommer mellem os

Intet får lov til at

gå til spilde

Vender vragen ud

Som en jakke slidt i nakken

Hver morgen lyver vi

De samme stykker kød

Vi gør rent bord

Med andres svaghed

Med knivskarp iver

Vi lærer hinanden

bedre at kende

Bliver næsten fortrolige

Før vi atter dykker ned i

Flodens snavsede gule munding

Floden som skyder

gennem vores

Åres slugter og strømhvirvler

Alt er stille på bunden af den

Flod hvor du slap min hånd

Væk er alt dit ævl

Om at elske

nogen forevigt

Alle de ord er rådnet væk

Smuldret til støv

Men der i skumringen

bevarer de alligevel til det

Sidste sin grånende

Stråleglans fuld

Af fortryllelse,

Mystik og grusomhed

Skam på dig i

slægtled fremover

For alt det ævl

Du udspyede

Som flammer af dragens

Svovlagtige åndepust

Lige længe nok til

At jeg troede på det

Til du tog bolig

i mit blod

Til det gav mig en sygelig

hjemvé efter et land

Jeg aldrig fik lov til

At lære at kende

Og lige meget hvor dybt

Jeg dykker

Eller hvor meget ild

Jeg sætter til mig selv

Så kan jeg ikke slide dit

Slimede guldstøv af

Slide dit ævl af

Lader det hænge

Side om side

Med alt mit eget lort

Som flade små

Tarmstrenge

Af farve som

En menneskehjerne

210324