Havsbrisen frister sjælen

Havsbrisen frister sjælen,
Bærer på hemmeligheder
Om ungdommeligt hovmod
Og klemmelus der aldrig vaskes væk
Med havet driver vraggods Ind,
glasstumper grønne og bløde,
Fornemmelser af den ru sten,
Mens man kurer ned af den varme klippe
En hånd der klemmer
Lige der, mellem underfundige
Blikke, dit korte hår
Blafre i brisen
Duften af mokka, af igår,
Af tæpper med krummer,
Grå blå øjne der knirker,
Falder på plads i et sekund