Hæse næsebor

I fem lange år

Forsatte jeg på den måde

Dag ud og dag ind

Midt i det mest oprørte hav

En stadig feber og lidelse

Mens verden gik til

I stormflod, oversvømmelser,

Tørke, mord og selvmord

Det stod ikke i min magt

At afværge katastrofen

Hver dag med hvert skridt

Længtes jeg efter at

Blive fri for

Det alt sammen

Men alligevel følte jeg mig

uimodståeligt tiltrukket af det

Indtil jeg begyndte at skrige

Af mine lungers fulde kraft

Og lå sådan indtil daggry

Havde en våd drøm

Midt i det hele

Ildtunger brød ud af

Mine hæse næsebor

Under mig var den solide klippe

Den samme satans klippegrund

Du havde efterladt mig

Skibbruden på fem lange

År

forinden

Jeg havde også været udkørt

Det havde også været skrupskørt

Og der var ligesom ingen

Meningen i det da som nu

Bortset fra at vi med vores

Galskab gjorde hele verden gal

I mindre eller større målestok

Men det var og er det samme

Overalt

Fordi alt er kaos

Og meningsløst (uden dig!)

Sten for håbløs sten

Byggede jeg mig et fyrtårn

Til alt jeg længtes efter

Var at udslette det igen

Jeg længtes efter et jordskælv

Efter en eller anden form for

Syndflod

Jeg længtes for at jorden

Ville åbne sig

Opsluge alt i et

Sugende gisp

Dig

Mig forbandede dansende os

Ingen medlidenhed

Ingen blidhed

Jeg længtes efter

Aldrig mere skulle

Tale eller lytte eller tænke

At være omringet og omsluttet

På samme tid opløst i dig

Du!

Ubestandig som

molekylen

!

Bestandig som atomet!

Hjerteløs som jorden selv!

200224

Arlöv

blues

Det var begyndelsen

Til adskillige ting

Det var måske bare

Tanken om hvad der

Eventuelt kunne ske

Der fik os til at gro

Rastløse sjæle

Forpinte sjæle

Skamløse kujoner

Ruiner spredt ud overalt

Alle til hobe

Mig selv iberegnet

Folk tror ofte

Jeg er en slags eventyrer

Men i mine eventyr

Har hverken tid eller rum

Eller heltegerninger nogen

Betydning

Tag nu i forgårs

Hvor jeg var kørt

Til en svensk

Forstad

For at “elske” med en

Svensk forstadsfrue

En svensk løgnagtighed

Hende ord ikke mine

Hendes hjem kamuflerede

Den rendesten hun følte

Sig som

De smagfuldt indrettede

Rum dækkede for

Hendes klamme fugtige

Indre grønne vægge

Vi arbejdede længe

I vores ansigters sved

Til alt der var sundt

Og forfriskende var rystet af os

I

fladskærmens

skarpe

Genskin lå vi og

Klamrede os til livet

Hun mere end jeg

Halvmørket gennemstrømmet

Med hendes drømme om

Den død der ikke kunne

Komme tids nok

Ikke indhente hende men

Derimod kærligt suge hende ned

Og væk fra den umådelige

Kloakerende hendes liv

Havde vist sig at være

Hvad med dine piger?

Dine børn?

Viskede jeg vantro

De har en far klukkede hun

Og hans narcissisme til trods

Så er de bedre tjent i hans

Varetægt end hos mig

Jeg er ødelagt, TK!

Jeg er kun et hul!

Jeg duer kun til en ting!

Jeg vil kun to ting

Kneppe og dø!

Jeg cykler tit ud til den bro

Jeg vil hoppe fra

Der føler jeg mig næsten

Lige så fri

Som når jeg kommer

Som lige før da du

Voldtog min røv

Uden lov

Der forsvandt jeg også

Snart forsvinder jeg rigtigt

Snart giver jeg rigtigt slip

Klukkede hun

Klemt inde mellem

Mine arme

Åh jeg glæder mig

Sådan, TK!

Hun tog mine hænder i sine

Og holdt dem blidt fast

Mens tårerne trillede

Ned af mine kinder

Jeg mener det, TK

Jeg er ligeglad med

Hvad der sker mig

Så længe det her

Hun så sig rundt

Bare for en ende, snart

Næste morgen trængte jeg

Nænsomt op i hende

Kneppede hende vågen

Kneppede livet tilbage i hende

Hun lod mig gøre det

Lige dele nydelse og afsky

Afspejlet i hendes

Trøstesløse blik

Hendes domino brikker

Forlængst

opstillede

Og deres fald

forlængst

Påbegyndt

Hun var hvid som et lagen

Nu er jeg færdig, TK

Færdigkneppet!

Nu skal du gå før noget

Indeni mig begynder at

Danne sig en bro

Som atter kan knytte mig

Sammen med livets strøm

Fordi du kan aldrig blive min, TK

DU VIL ALTID VÆRE HENDES!

Altid være kolibriens fange

Så gå nu før håbet i dine øjne

Overrumpler mig

På vej ud af døren så jeg

En dominobrik

Hendes fingre fulgte mig

Mens jeg samlede den op

Da jeg mærkede dens tyngde

I hånden forekom alt pludseligt

Uvirkeligt næsten værre

Unødvendigt

Jeg vendte mig om og gik

Måske hoppede hun

Men det hun hopper fra

Hører aldrig rigtigt op

I sidste ende er det

Der afholder mig fra at

Hoppe min egen

Umættelighed

Og dominobrikkerne i det

Fjerne

220224

Grænse linjer

Når mørket svinder

Kommer såret frem

Såret som er mennesket

Som er menneskets kærlighed

Som er mig badet i dit lys

Jeg lægger mig i vores

kærlighedsgrav, igen

Natten fyldes med

Hvordan føles du

Hvordan lugter du

Hvordan knepper du

Jeg giver slip og følger efter

Således vandrer vi

Tavse videre

Sover og æder sammen

Siamesiske tvillinger

Som kærlighed har forenet

Som døden alene kan skille

Hånd i hånd

Men ordløse

Din hjerne er et roterende søgelys

Der aldrig taber i styrke

Alle dine kræfter sat ind på

At skabe et mytisk væsen

Til du er aldeles blind

For din egen skønhed

Din egen særegne charme

For slet ikke at tale om

Din identitet

Du er ikke tilfreds før Helena

Toner frem

Hvis ynde hverken mand eller

Kvinde vil kunne modstå

Du behøver ikke en gang

Huske dine løgne

Du skal altid bare huske din rolle

Så længe du ikke svigter dig selv

Så findes der ingen løgn der er

For uhyrlig

Du behøver ikke opfinde nogen fortid

Kun huske den fortid der hører

Til den virkelighed

Du ønsker at fremmane

Du er altid i konstant rotation

Mens du tænder og slukker

Dine blændende lys-prismer

Jeg kan ikke overrumple dig

Selv ikke mens du sover

Fordi der ikke er noget at overrumple

Fordi du er mekanismen selv

Der utrætteligt dirigerer

Myriader af spejle der

Skal genspejle den myte du selv

Har skabt

Det er bestemt ikke din hensigt

Du har blot forsøgt at organisere din verden

Din skønhed

Men under jagten glemte du

Fuldstændigt det du havde søgt

Og blev et offer for sin egen skabelse

Du blev så smuk at du blev

Frygtindgydende

Du blev så hæslig at

Du vækker rædsel

Især når din charme er

På sit højeste

Din blinde ukontrollable vilje

Stråler gennem dine øjne

Og afslører det uhyre du forsøger

At skjule

Det lykkes dig næsten

Men kun næsten

Dine ord driver af dig som lava

Dit kød klamrer sig sultent til mit

Måske for at få et holdepunkt

Som en krog til noget solidt

Og substantielt

Hvor du kan integrere og hvile ud

Om end kort

Til at starte med misforstod jeg dig

Jeg troede du var ægte lidenskab

Jeg troede jeg havde fundet en

Levende vulkan

En

kvindelig

Vesuv

Jeg overså helt dit SOS

Jeg så slet ikke det menneskelige

Skib som gik under i et

Ocean af fortvivlelse

Jeg ved at vi bøjer verbet

At elske som to vanvittige

Der forsøger at kneppe sig

Vej gennem et jerngitter

Din krop er stærk og smidig

Den har en naturlig tyngde

Næsten som et varmt lig

Før daggry

Vi ligger rullet sammen

Du ovenpå mig

Indkapslet i din egen

Skabelses vakuum

Selv i søvne er du magtesløs for

Dit eget bedrags kunst

Du er for evigt magisk intakt

Men i det solen vågner

Slår du øjnene op

Med en gennembrydende

Ubevægelighed

Dine pupiller svagt dirrende

Som en kompasnål

Når jeg ser på dig virker du frygtløs

Personificeringen af mod

Og det er du!

Så længe du ikke bliver

Tvunget til at vende dig om

Du er fanget i et væddeløb

Til verdens yderste grænse

Et væddeløb du har tabt fra starten

Og der ligger jeg ulideligt og minder dig

Om at vi blot er to sandkorn

På det største oceans kyst

Det er så enkelt og indlysende

At det gør dig helt vild

Tvinger dig ud af vores

Kærlighedsgrav

Fremad

Fremad

Og bort fra dig selv

240224