Gud vide

Gud vide hvor længe jeg bliver ved med at skrive til dig?

Jeg håber ved Gud at det ebber ud en dag.

Men for nu lever jeg med at du rumsterer.

Gulvplankerne sukker.

Luften grumset.

Bag mine mosbefængte ruder skimter jeg dig endnu.

Som du cyklede væk.

Den første morgen.

Med hånden hævet.

Vinden i dit

amazon

hår.

Frakken mere en kåbe.

En figur fra en drøm.

Men du var min drøm.

Ville ønske jeg havde fanget det.

Med et engangskamera.

Og dog.

Min krop spjætter på

de særeste tidspunkter.

Fremkaldt af en slags

ubeslutsomme forårsdage

Der aldrig igen bliver til sommer.

Med M tømmermænd

så ondskabsfulde

At ikke engang alverdens

dunkende

fjamse

kan gøre en fuck ved det!

Og stadig lusker du rundt.

Min stemme lyder

totaltskadet

ramt

af skammen over

at savne en jeg

virkeligt ikke burde.

Et år er gået.

Et helt liv.

Og af en uforklarlig

årsag føler jeg mig

lige så fastlåst i

situationen som sidste

år på denne dag

Din stemme glider ind

og blander sig konstant i mine

tankestrømme.

Du er som true

north

på mit kompas.

Jeg går og går og ender

altid i dit arktiske fængsel

I vores ørken som var

en oase som var et spiralstyrt.

Jeg spytter på gulvet

og læner mig tilbage i stolen.

Men lige meget hjælper det.

Jeg styrter med samme

hastighed som før.

Ville ønske at jeg kunne

få et blackout og vågne i dine arme.

Måske har du optaget min snorken.

Og afspiller det nu mens

du fniser over mit ønske om

at blive sønderlemmet.

Uden ord griber du ud efter mig.

Og vi bliver rullet for alt vi har og alt vi var.

Jeg har helt sikkert begået

mange fejltagelser i mit liv.

Men at elske dig var ikke en af dem.