Glas der knuses

Jeg forlod dig
Mens du sagte
viskede at du
Aldrig ville
Forlade mig
Smagen af din
Nøgle i min lomme
Slog tilbage
Som et ekko fra helvede
Min hjerne bedøvet
Et hjerteslag fra vildt
Hysteri
Iskold energi
Skabte af årelang
Eksponering
For snedige
Hensynsløse
Kynikere
Frigivet som
Eksplosive raketter
En kusselignende kløft
Åbenbarer sig foran mig
Lige inden jeg sætter
Mig ind i min kolde bil
Som en blød pik der glider ud af
En overophedet kusse
Foretager jeg en
Næsten umærkelig
U-vending
Tankens sæbeskum
opløser sig dovent
Mens jeg glider gennem den
Mørke benløse by
Og dens grå kommercielle kupler
Jeg var en levende kogt
Hummer
Fastfrosset i is
Da du fandt mig i min
Isvandskedsommelighed
Og nu kogte min rastløse
Sjæl
Og jeg hører din stemme
Gennem det åbne vindue
Forvrænget af vind og sus
Og glas der knuses
Og intet sted har
Jeg følt mig så nedkæmpet
Og så komplet elsket
Som i dine arme
Ikke en eneste gang turde
Jeg åbne den dør der
Åbner sig ind til der
Hvor sjælen i mig
Burde bo
Ikke én eneste gang
Så meget som drømte
Jeg om at foretaget et
Spring
Blindt ud i mørket
Lige fra begyndelsen
Må jeg have trænet mig
Op til ikke for
Inderligt
At ønske mig noget
Så langt tilbage jeg kan
Huske
Har jeg været uafhængig
På en dybt forloren måde
Jeg havde ikke brug for nogen
For jeg ville være fri
Fri
Fri
Fri
Begravet i frihedens
Ufrihed
Så satans fri til kun at
Gøre det som
Min luner dikterede mig
I det samme øjeblik
nogen krævede
eller ventede noget af mig
stejlede jeg
jeg var med andre
ord
forkvaklet
det var som om
jeg havde suget gift
af min mors bryst
og selvom jeg hurtigt
blev vænnet fra
forlod giften
mig aldrig
Men så perforerede
Dit diamant fragmenterede
Spejlbillede
Som en poleret
Metalstang
Dybt ind i min
Oliefedtede
Fosterhinde
Flækkede mig
Til jeg ikke kunne
Andet end at stå
Lysvågen og skælvende
foran dig
Mens dine negle
Kradsede i mit hjertes
Månestensspejl
Og tilstøvede det blidt
Med dine silkeglatte
Klitter
Gik det op for mig at
Dagdrømmenes tid
For altid var forbi
Genfødt gennem din
Kærlighedsnådesgave
Pludseligt var jeg
Genetableret
Som en lille krumme
Af den store ost
Som vel er verden
I sin helhed
Og hvor i verden
Kan man ellers
Finde en sådan
Salig blanding
Sådan
Ét stort
Bølgende
Karneval
Af lyse og mørke
Dominobrikker
Brikker som vi lader
Os vælte af
Igen og igen
Gennem en evig dag
Plettet af farver
Som fra en knust
Prisme
Op
Op mod den
Perlemorsagtige
solnedgangshimmel