Et blødt punkt

Du siger din peberkværn
er helt tømt
Men når jeg vrider
dig rundt
falder der små sorte
korn ud
én efter én
Du har ingen forklaring
på det sorte
der falder
dig så naturligt
Det som
hænger om dine
ankler som stødpuder
Er dit mørke bare en
allergi du kan benægte?
Men som rammer alle der
tager en bid af din
varme bløde hud?
Jeg falder ikke for dine
hemmelige
væmmelige
ord
om tryghed
og altings
evighed
Det er din kværn
der næsten rørte mig
Og som jeg langsomt
næsten nænsomt
lader trille ud
over kanten
ind i et efterår
som om jeg var
på vej mod
et blødt punkt
så er det lige
under der
hvor dit hjerte
burde være