Et blødt punkt

Du siger din peberkværn er helt tømt Men når jeg vrider dig rundt falder der små sorte korn ud én efter én Du har ingen forklaring på det sorte der falder dig så naturligt Det som hænger om dine ankler som stødpuder Er dit mørke bare en allergi du kan benægte? Men som rammer alle der tager en bid af din varme bløde hud? Jeg falder ikke for dine hemmelige væmmelige ord om tryghed og altings evighed

Det er din kværn der næsten rørte mig Og som jeg langsomt næsten nænsomt lader trille ud over kanten ind i et efterår som om jeg var på vej mod et blødt punkt så er det lige under der hvor dit hjerte burde være