Ensomme fodbalder

Jeg lyver hen mod hendes baghoved Men ingen lukker op Jeg lyser ind mellem sprækkerne hvor luften endnu ikke er frossen i den gråsprængte overskyede himmel Mødes kun i lyden af vinden der danser på mine fodbalder Lyden er ensom og monoton jo mere kontrolleret jeg lyver Jo længere trænger jeg ind Jo mere står hun der Lige bag mig Fuldkommen igen kimen til alt Det ser ikke ud til at hun hører mig længere Hendes åndedræt siver langsomt ud under hendes sorte solbriller Udvider tiden mellem os der er blevet sat fri under nedsmeltningen

Der er kokainstriber på hendes hage og en kattelem i hendes blik som suger næring fra det øverste lag af min underbevidsthed Altså det andet kredsløb Disse rør mellem os vil fortsætte et stykke tid endnu Indtil hun skifter til en anden frekvens og selv mine løgne ikke kan nå hende mere