Ensomme fodbalder

Jeg lyver hen mod hendes
baghoved
Men ingen lukker op
Jeg lyser ind mellem
sprækkerne
hvor luften endnu ikke
er frossen
i den gråsprængte
overskyede himmel
Mødes kun i lyden af
vinden
der danser på mine fodbalder
Lyden er ensom og monoton
jo mere kontrolleret
jeg lyver
Jo længere trænger jeg ind
Jo mere står hun der
Lige bag mig
Fuldkommen igen
kimen til alt
Det ser ikke ud til at hun
hører mig længere
Hendes åndedræt siver
langsomt ud
under hendes sorte solbriller
Udvider tiden mellem os
der er blevet sat fri
under nedsmeltningen
Der er kokainstriber
på hendes hage
og en kattelem
i hendes blik
som suger næring
fra det øverste lag
af min underbevidsthed
Altså det andet
kredsløb
Disse rør mellem os
vil fortsætte et stykke tid
endnu
Indtil hun skifter til
en anden frekvens
og selv mine løgne
ikke kan nå hende mere