Dråbe

På jagt efter

den dråbe

der kan kaste

et lys

men den finder

mig aldrig

aldrig anspændt

altid en tilsløring

Ord er kun ord

når de ikke bliver

udtalt på

en slagmark

Ord uden ofre

er forældreløse

Mine ord om offer

er som en Maginotlinje

Barsk på ydersiden

men tømt for

soldater, ledere og

oprører på indersiden

Mon AI kan skuffe

på en mere frugtbar

måde end mig

Jeg er by

fuld af skudhuller

Jeg kan lide

tavshed

jeg kan lide hemmeligheder

der kun tilhører mig

Derfor går det

tit ikke op

for mig

at ingen lytter

når jeg messer

mine digte

Selv ikke når

de sidder allerforest

mens jeg forsvarsløst

udleverer

alt ånder fred

kun jeg kan

skimte det brutalt

blodige skue

skriver digte

på et af verdens

mindste sprog

styrter mod

det nærmeste stykke

rødt stof

som et skvat

jeg borer mine

lyriske horn

nyttesløst ind

i ingenting

en primitiv styrkeprøve

mellen talent

og ego

I min håndvaske

bobler skum

der afslører alt

fra min mund

hvirvler den

rustne lugt af blod

et tungt smil

det forgæves raseris

rosahvide skum

om mit usle forsøg

på at fingere

at mit opspærrede

gab

er en kilde

til begær

I al min vrede

og fortvivlelse

glemmer jeg tit

at der er andre

der er knyttet

til dette liv

Måske håber jeg

at mine digte

kan fremkalde

en kærlighedsgerning

at nogen læser

mig ud af mit

mørkes indre fangehul

Jeg lever i daglig

angst over hvor stor

min poetiske gæld vokser

sig

Det bliver sværere

og sværere at retfærdiggøre

de løgne jeg digter

jeg har ondt af dem

der tror på mig

når alt jeg gør

er at tilstå en

forbrydelse

jeg er fanget

under mine

forældres rådne stamme

lige så meget en

bænkebidder som de

deres halvkvalte hulken

en klump jeg aldrig

helt magter at synke

Men det er ikke

deres ruiner jeg bor

i

Det er hendes

dine

selv når alt de

kan er at fremstå

som farvestrålende

kulisser i et

stormfuldt kærlighedsdrama

Men min Gud

disse ruiner

står som transatlantiske

bjergrygge

denne forfærdelige

falske jubel

fyldt med overdrivelse

og sværmeri

Det er virkeligt

ikke for at skåne

mine forældre

men uden hende

dig

ville jeg have

flakket

rundt som en mand

der havde fået

amputeret halvdelen

af kroppen

Sådan som landet ligger

Er det eneste gode

der kommer ud af adskillelse

At vi kan skrive til hinanden

Når jeg lægger

mig til at sove

midt på dagen

så dukker hendes

dit

ansigte op

I sengen ser jeg din

hendes aftryk

aner hendes

din duft

Jeg hører din

hendes stemme sige

hvert et ord

der kommer ud af

min mund

Den brændende længsel

cykler ned af

den hullede vej

mellem sol og måne

Fuldstændigt ude

af mig selv

snubler jeg over

rytmen i dette digt

Det er næsten ikke

til at holde ud